Dogue de Bordeaux

Bordeaux'en har en yderst interessant historie. Udviklingen gennem de sidste 6-7 århundrede, har været yderst broget, og racen har været brugt til så forskellige ting som kvægdrivere, hyrdehunde i fåreflokke, til glubske jagtritualer, kampe med både hunde og andre dyr, som vagthunde og sågar som skuespillere. I dag anvendes racen primært som familie- og vagthunde. Racens lidt barske og overlegne udseende, gør den til til en formidabel vagthund - men kendere af racen ved, at der under det imponerende og bistre udseende gemmer sig en sød, oprigtig, savlende og elskelig karakter, der gør racen til en vidunderlig følgesvend, for de mennesker der tager Dogue de Bordeauxen til sig.
Bordeauxen hører ind under gruppen af moloss-hunde, som alle er efterkommere af en moloss-type, der er dateret tilbage til ca. 700 år før Kristi fødsel. På baggrund af gamle træsnit og malerier, ved man i dag, at de tunge moloss-hunde, blev holdt som vagt- og jagthunde i det gamle Assyrien. Den første optegnelse af molosserhundene, findes i et brev dateret til 326 F.K. Dette brev fortæller om store, stærke hunde med korte brede kæber. Knogler fra disse antikkens hunde, er senere blevet fundet i udgravninger, vidt udbredt i både Tibet, Kina og Indien. Hundene var en del af Alexander den Stores hær, og vandrede med krigerne fra Mesopotamia til Epirus gennem de forskellige krige. Fra Epirus fortsatte hundenes rejse videre til Rom, Gaule og andre lande, der i blandt Frankrig og Spanien. i forskellige beretninger fortælles det, at disse tunge hunde ankom til Spanien under navnet Arlando's, en race som i dag er uddød. Arlano'ens udseende mindede i store træk om nutidens bordeauxer. Arlano'en blev i den 14. århundrede beskrevet af Gaston Phoebus. Han sagde om racen, ar den havde et bid så stærkt som tre andre hunde tilsammen. Der er også optegnelser der fortæller, at de tunge hunde, var en integreret del af Julius Cæsar's hær.

Navnet dogge, dukker første gang op i slutningen af det 14. århundrede. Før det 19. århundrede, havde disse hunde af doggertypen ingen fast standard, og i det store hele, lignede de alle hinanden både af udseende og hvad brugsfærdighederne angik. Det var vagthunde, der blev brugt til at beskytte hjem samt div. forretninger, bl.a. eller måske især, slagterbutikker. Så var der jagthundene, der både alene og i flok, kæmpede med tyre, vildsvin, bjørne og jaguarer, både som decideret jagt, men også som sport i div. arenaer, hvor også kampe med andre hunde forgik. Sidst var der de hunde, der blev anvendt til forskellige formål på gårdene, bl.a. som kvægdrivere og vogterhunde. Ud fra disse forskellige gøremål, udviklede hundene sig til de forskelligartede racer de er i dag. Racer der spænder fra den lette Dogo Argentino til den tunge Mastino Napoletano, og fra den langhårede Tibetanske Mastiff til den korthårede Tosa Inu. Også når man ser på vægten af disse hunde, er der stor forskel, lige fra den lille Shar Pei, der vejer omkring 20 kg. til den enorme Engelske Mastiff, der kan komme op og veje over 100 kg.

En gammel hundetype fra Frankrig, blev kaldt Doguin d'Aquitaine. Denne type blev avlet med udgangspunkt i den gamle franske moloss-type, der eksisterede i det tidlige 14. århundrede. Doguin d'Aquitaine blev avlet til kampe med andre hunde, samt kampe mede bjørne og vildsvin. Der var flere variationer af denne hund, alt efter hvilken region den kom fra og hvilket job den skulle udføre. Som resultat deraf, udviklede hundene sig mere og mere forskelligt, også i udseende. Der var mange forskellige farvevariationer, flere forskellige pelslængder, forskellige bid (overbid, saksebid og underbid), samt mange andre mindre variationer. Det eneste disse hunde havde nogenlunde tilfælles, var kroppens struktur, vægt og højde. Efterhånden var der dog specielt én type, der fremkom som den mest ønskede, nemlig "butchers dog", altså slagterens hund. Den blev brugt til at beskytte slagterbutikker, og var desuden yderst eftertragtet af franske adelsmænd og af velhavende familier som vagthund.

Første gang navnet Dogue de Bordeaux dukker op er i 1863, på den første racehundeudstilling i Paris. Denne udstilling var både almindelig eksteriør bedømmelse, men i høj grad en mulighed for at få registreret og levet en fuld fortegnelse over de forskellige eksisterende racer. Vinderen af denne udstilling, blev en tæve ved navn Magentas, som blev identificeret ud fra det område i Frankrig som hun stammede fra. Således fik Dogue de Bordeaux'en sit navn. Hen mod slutningen af det 19. århundrede, blev Bordeaux'en indført til England til kampe og shows. I 1895 bragte bladet "The Stock Keeper" en artikel af John Proctor, som beskrev hans oplevelser som dommer for den Franske kamphund. Kort tid efter, forbød engelsk lov hundekampe, og racen blev derefter kun avlet, så temperamentet kunne komme til at passe bedre til udstillingsringen.

I 1896 publicerede dyrlæge Pierre Meguin den første standard for Dogue de Bordeaux, i hans blad "L'Eleveur" (dyreavleren). Han byggede denne standard på en kombination af de bedste Dogue de Bordeaux'er der var vist på udstillinger, siden Magentas blev bedste hund på udstillingen i Paris. Året efter, blev denne standard bragt i bladet "The breeders of dog". Indtil Meguin's standard blev publiceret, var der stor uenighed om bordeauxen's type, og flere variationer i avle blev fastholdt. Hoved- og kropsstørrelse varierede meget fra avler til avler. Der kunne både fremvises saksebid og underbid, og maskefarverne var ekstremt forskellige. I denne meget usikre periode, eksisterede der mindst 3 forskellige typer af Dogue de Bordeaux. Der var Toulouse typen, Paris typen og Bordeauxtypen. Toulouse typen havde fawn eller brindlet pels, med stor farvevariation. Men ud over det, havde den stor lighed med nutidens Dogue de Bordeaux. Paris typen var også meget lig nutidens bordeaux, men dens bid varierede fra saksebid til noget nær 2½ cm underbid. Efter stor debat blev man enige om underbid, som i dag er et meget karakteristisk træk i bordeauxens standard.

I 1910, efter 3 års research, blev "Etude Critique du Dogue de Bordeaux" publiceret af J. Kunstler, der var professor i anatomi. Dette var et kritisk studie af Dogue de Bordeaux avlen, og yderligere indeholdt denne artikel en mere præcis standard for racen, end den Meguin udgav i 1896. Kunstlers standard er blevet brugt helt op til i dag, dog er den to gange blevet tilrettet og opdateret af Dr. Raymond Triquet, der også er kendt under navnet Mr. Dogue de Bordeaux, og af Tom Taylor. Disse justeringer er foretaget, skønt der stadig findes en del variation i racen, og der stadig er avlere der holder fast i disse variationer. Disse variationer kan alle ledes tilbage til de tre typer, der eksisterede i årene omkring år1900. De variationer der ekststere i dag er dog små, og har hovedsagelig at gøre med højde og hovedtype.

Avlsstandarden har altså ændret sig, efterhånden som interessen for racen er blevet øget. Den første standard, "Caractere des vrais dogues", var lavet af Pierre Meguin i 1896. Nr. to "Etude critique du Dogue de Bordeaux" blev lavet af J. kunstler i 1910. Tredje standart blev lavet af Raymond Triquet i samarbejde med dyrlæge Dr. Maurice i 1971. Fjerde standard var en omformulering, så standarden kunne godkendes af F.C.I. (Fédération Cynologique Internationales). Denne omformulering blev fortaget af avlsekspert Dr. Raymond Triquet i samarbejde med Philippe Serouil, der var formand for den Franske Dogue de Bordeaux klub, og blev publiceret i 1993.

Efter standarden var kendt verden over, var det kun et spørgsmål om tid før der opstod efterspørgsel på hunde til avl. Bordeauxen kom dermed til at få en fremtrædende plads i avl, ikke kun i egne rækker, men også mange andre racer brugte Bordeauxen til at avle mere masse, større hoved eller stærkere kæber på deres hunde. Det sted man i dag nok tydeligst kan se Bordeaux'ens indflydelse er på Dogo Argentinoen, hvor mange af de gode dogoer tydeligt bærer præg af bordeauxens træk når man ser på deres hoveder. Et andet sted Bordeaux'en havde stor indflydelse var på Tosa Inu. Her blev racen tilført bedre og hårdere bid, hvilket har været nødvendigt for Tosa'en, som decideret er en hunderace, der er avlet til kamphund (den er forbudt i Danmark).

Bordeauxen blev for alvor kendt da den i 1989 var en af hovedpersonerne i filmen Turner og Hooch (Turner og hund).

Øvrige data
Oprindelsesland/-område Frankrig
Brugsegenskaber ( Oprindeligt eller nu ) Vagt, forsvar og afskrækning.
Forventet levealder Ingen info er p.t. tilgængelig
Pelstype Fin og kort, føles blød.
Pelsfarve Ensfarvet i alle nuancer af fauve, fra mahogni til isabellafarvet. Hvide aftegninger på poter og bryst.
Højde 66
Vægt 50 kg
Avls kendte sundhedstegn HD og SAS.
Karakteristika /- sind Bordeaux'en er en fremragende hus og familiehund. Den er rolig, harmonisk, meget knyttet til familien og kælen. Over for fremmede er den reserveret men forholder sig neutral, hvis dens ejer er til stede. Den besidder en uspoleret, social adfærd, er godmodig over for børn og også god at have flere af sammen.
Aktivitet /- motion Kræver middel motion.
Kennellinks www.dandeaux.dk
www.heartmates.dk
www.charmingred.dk
Specialklub www.bordeauxklubben.dk
Andre referencer Der desværre ingen eksterne referencer
Har du tilføjelser eller rettelser til teksten, eller ønsker at få dit kennellink med under denne race, så er du velkommen til at indsende dem via kontaktformularen. Angiv "andet" når du indsender.

Hvad er der sket siden sidst...


Unknown column 'created' in 'order clause'