Forsiden > Her

Debat


Alle debatter

Skriv nyt indlæg

Hund eller kat med til Sverige

Siden er publiceret / opdateret: 20. marts 2024
Regler / toldregler for at tage hunde eller katte med til Sverige på ferie
Foto: © sydsverige.dk
Der er en lang række regler, der skal være overholdt, før man må tage sin kat eller hund med på ferie fra Danmark til Sverige. Og det er ikke noget, man ordner på en dag.

Der kan gå lang tid, før alle procedurer er overholdt, og papirerne er bragt i orden. Når først det er klaret, er det blot at vedligeholde tilladelser m.v.

Reglerne ændres løbende, så hold dig også orienteret på de svenske myndigheders egen website, se Links.

Id-mærkning af kæledyr

For at indføre hunde, katte eller fritter fra et EU-land (Danmark) til Sverige skal dyret være mærket med en mikrochip, der overholder en særlig ISO-standard. Hvis dyret bliver kontrolleret ved grænsen, og mikrochippen ikke kan læses, kan dyret blive afvist. Visse dyr behøver ikke mikrochip: Hvis dyret har en tydelig øretatovering fra før 3. juli 2011, behøver det ikke mikrochip.

Dyret skal have gyldig vaccination mod rabies

Dyret skal være vaccineret med en godkendt vaccine mod rabies. Dyret må tidligst rejse 21 dage efter grundvaccinen mod rabies. Bemærk at dyret skal være id-mærket og mindst 12 uger gammelt for at få en grundvaccination.

Dyret skal have EU-pas for kæledyr

Dyret skal have et EU-pas, hvor de udførte behandlinger med vaccination fremgår.

Dyret skal være mindst 12 uger gammelt

Det er ikke længere tilladt at rejse til Sverige med hund eller kat, som er yngre end 12 uger.

Dyret skal anmeldes ved tolden i Sverige

Når du ankommer til Sverige med dyret, skal du henvende dig i tolden. Hvis der ikke er personale, skal du kontakte Tullverket på det telefonnummer, der er oplyst ved grænsen. Hvis du rejser ind i Sverige uden først at kontakte tolden, kan du blive straffet for indsmugling. Hvis du skal fra København til Bornholm via Sverige kan du nøjes med forinden at kontakte Tullverket på nettet, se Links.

Til Sverige med kæledyr - læs reglerne i deres fulde længde

Læs mere om reglerne på Jordbruksverkets website, se Links.

Find sommerhus og anden overnatning, hvor du må tage hund med

Skriv "hund" i søgefeltet øverst til højre på siden for at se en række sommerhuse, Bed & Breakfast og andre overnatningssteder, hvor det er tilladt at tage sin hund med. Hvis hund er tilladt, vil der stå "Hund tilladt" i den tekst, du får frem.