Hunde til salg
Statistik lige nu
Godkendte links: 1231
Ventende links: 3
Låste links: 0
Kategorier ialt: 75
Artikler: 211
Galleri: 10
Update: 22


Artikler
Lopper
Det er ikke sjovt, når huset er invaderet af lopper - hverken for hunden, katten eller deres ejere. Men, med de effektive loppemidler, der er på markedet i dag, kan loppeproblemet undgås.

Lopper er en god forretning. I Danmark omsættes der skønsmæssigt loppemidler for omkring 60 millioner kroner om året. Dertil kommer, hvad det koster at få kæledyrene behandlet af dyrlægen, hvis hunden eller katten er eller bliver allergisk overfor lopperne. På den baggrund er det måske ikke underligt, at ejerne til Danmarks cirka 500.000 hunde og 650.000 katte har mange forskellige produkter at vælge imellem, når de vil undgå loppeplagen.

Lopper er typisk et efterårsproblem

Loppeplagen er meget årstidsbestemt. Det hænger sammen med, at loppelarverne trives dårligt, når det er koldt eller tørt. Der sker derfor en vis opformering af lopper i forårsmånederne og så en voldsom stigning i efterårsmånederne. Det er især fra sidst på sommeren til hen omkring jul, man skal være opmærksom på lopperne. Lopper er hovedsagelig et problem i boligen, men der kan om sommeren ske en opformering af lopper på beskyttede steder udendørs fx i overdækkede hundegårde, under tætte buske samt i udhuse og kældre.

Konstatering af lopper

Tag katten eller hunden og red dyrets pels igennem med en tættekam. (Hvis det er en langhåret race eller pelsen er lidt pjusket eller filtret, bør man rede pelsen igennem med en børste, inden man bruger tættekammen). Det afredte kommes i en klar plastpose. Hvis der er lopper på dyret, vil man kunne se enten store hunlopper og mindre hanlopper, de 0,5 mm lange hvide perleformede æg eller loppernes komma- eller spiralformede ekskrementer. Ekskrementerne skelnes fra sand og snavs ved at de vil give en rødbrun farve, når de placeres på et stykke fugtigt papir eller i lidt vand i en tallerken.

Har man lopper, så lad være med at fjerne hunden eller katten fra de steder i hjemmet, hvor dyret plejer at opholde sig. Lopper på jagt efter føde foretrækker en kat eller en hund frem for mennesker. Fjernes hunden eller katten vil lopperne kun have de tilstedeværende mennesker at hoppe på. Det samme sker, når man flytter ind i et hus/sommerhus, der har stået tomt i en periode, og hvor der tidligere har boet husdyr med lopper.

Undgå lopper

En god og nem måde at undgå problemer med lopper på er en forebyggende behandling af værtsdyret eller omgivelserne. Behandles der forebyggende, forhindrer man, at lopperne i ro og mag formerer sig og så pludselig optræder i stort antal og er overalt. Det vil sige, at den forebyggende behandling skal indledes, inden loppe-problemet opstår. Som hovedregel anbefaler Statens Skadedyrlaboratorium, at man anvender de såkaldte insektudviklingshæmmere (methopren og lufenuron) til den forebyggende behandling.

Chancerne for udvikling af resistens overfor produkter med udvik-lingshaemmere synes små, og de er generelt meget mindre giftige, end de midler man kan anvende til bekæmpelse af voksne lopper. Insektudviklingshæmmere forhindrer, at loppens æg og larver gennemfører en normal udvikling, dvs. de ikke udvikles til voksne lopper. Methopren kan sprøjtes såvel på kæledyret som i omgivelserne. Det er indeholdt i både Lop A’ Methoprenspray, Material Shop kattespray, Prelop spray og Prelop til katte. Lufenuron (PROGRAM Vet) kan gives til hunde som tabletter eller som mix-tur (suspention) til katte. Det nyeste er, at PROGRAM Vet nu også kan gives som indsprøjtning til katte med en vir-ketid på 6 måneder. Både methopren og lufenuron kan anvendes i kombination med andre midler mod voksne lopper.

Når lopperne er der

Opdager man, at der er lopper på hunden eller katten, er det vigtigt at starte med en rigtig grundig støvsugning af alle de rum, hvor hunden eller katten færdes. Det vil fjerne en del lopper og loppelarver, men primært fjerner det æggene og det organiske materiale, der er larvernes føde. Levende lopper i støvsugeren undgås ved at skifte støvsugerposen efter brug. Vask eller ryst ofte dyrenes sengetæpper.Har man fundet lopper, skal man anvende de loppemidler, der slår de voksne lopper ihjel. De anvendes enten på hunden eller katten og/eller de steder, hvor dyret opholder sig. Vær meget omhyggelig med behandlingen og følg nøje den vejledning, der er angivet på hvert enkelt produkt. I dag anvendes til bekæmpelse af voksne lopper primært de såkaldte spot-on produkter til hunden eller katten. Det er produkter med imidacloprid (Advantage), permethrin (Exspot), fipronil (Frontline) og fenthion (Tiguvon).

Alle produkterne er meget effektive og lette at anvende - et par dråber i nakken eller på ryggen af husdyret - og det virker i ca. en måned. Frontline fås også som pumpespray. Loppehalsbånd er kun effektive, hvis omgivelserne samtidig behandles med et middel mod voksne lopper. Det gør denne behandlingsform relativt dyr og besværlig. Behandling af dyret med en loppe-shampoo (med pyrethrin eller D-trans allethrin) eller et loppe-pudder (med rotanon eller ropoxur) er også en forholdsvis omstændelig proces. Det er desuden svært at dosere præcist og/eller fordele midlet ordentligt, hvis dyret er uroligt under behandlingen. Dertil kommer, at disse typer af behandling kun har en "her og nu" virkning.

Når man vælger et produkt til loppe-bekæmpelse, skal man være opmærksom på at katte ikke altid tåler de samme loppemidler som hunde. Vælg derfor kun de midler, der er godkendt til at kunne bruges til henholdsvis hund eller kat. Hvis man bruger eller har brugt mere end et loppemiddel i bekæmpelsen af lopperne, skal man sikre sig, at de midler, der bruges, kan anvendes sammen. Læs derfor altid etiketten eller følgesedlen inden loppemidlet bruges. Har man syge dyr, killinger og hvalpe under 3 måneder anbefales det at kontakte dyrlægen eller forhøre sig på apoteket, inden man starter en behandling af dem.

Hvis man ikke ønsker at bruge ovennævnte insektmidler, kan man alternativt kæmme dyrets pels med en tættekam. For at det skal være effektivt skal det gøres dagligt 10-15 minutter suppleret med ovennævnte støvsugning, indtil man ikke finder lopper mere. Selv efter at man har foretaget en bekæmpelse af lopperne, kan der i en kortere eller længere periode stadig dukke lopper op. Det kan skyldes, at det ikke er muligt at sprøjte effektivt i omgivelserne mod de lopper, der ligger beskyttet inde i kokonerne. Der vil derfor kunne klække nye lopper herfra. Hvis man har behandlet sin hund eller kat med et loppemiddel med langtids-virkning vil man som regel ikke mærke noget til dette. Lopperne vil dø efterhånden, som de "samles op" af dyrene. Ved omfattende loppeangreb kan det være nødvendigt at behandle igen.

Allergiske hunde eller katte

Hvis hunden eller katten har loppeallergi, gælder det om, at lopperne ikke får mulighed for at bide dyret. Det vil her være hensigtsmæssigt at bruge et middel mod voksne lopper forebyggende. Vær opmærksom på, at loppe-midler med methopren eller lufenuron ikke har nogen effekt på voksne lopper!.

Ligeledes bør man ikke anvende Tiguvon ved allergiske hunde, da dette produkt først virker , når lopperne har suget blod fra hunden. Hvis man vil vide mere om lopper kan man rekvirere en vej-ledning om kattelopper hos: Statens Skadedyrlaboratorium, Skovbrynet 14, 2800 Lyngby.

Kilde: Kim Søholt Larsen og Anne Marie Rasmussen, Statens Skadedyrlaboratorium.
Artiklen er lagt online d. 12-11-2002 13:36:17 og er ikke opdateret siden den blev lagt online