Giftstoffer findes overalt!. En lang række stoffer, som vi omgås i det daglige, kan, hvis hunden eller katten kommer i kontakt med dem, give anledning til forgiftning. Det kan være giftige planter, kemiske stoffer,
især midler til ukrudts- og skadedyrsbekæmpelse - eller medicin, der ikke er beregnet til dyret, eller som indtages i alt for stor mængde. De fleste stoffer skal spises eller drikkes for at give en forgiftning, mens
andre kan optages ved indånding eller gennem huden.

Hvilken gift har dyret indtaget?

Det er ofte svært at fastslå, hvad dyret har spist eller på anden måde været i kontakt med, med mindre man ser dyret, når det er i færd med at undersøge giftstoffet. Ofte opdager man først, at der er noget galt, når
hunden eller katten ændrer adfærd eller har symptomer på forgiftning. Det kan være opkastninger, savlen eller måske kramper. Så må man selvfølgelig søge dyrlæge.

Undersøg hjemmet

Hvis man har mistanke om forgiftning, er det vigtigt at undersøge hjemmet for eventuelle emner, der kan have forårsaget en forgiftning. Giv dyrlægen oplysning om, hvilket stof dyret kan have været i forbindelse med. Det vil hjælpe dyrlægen til at stille en korrekt diagnose, således at forgiftningen kan behandles.

Modgift

Det er desværre langt fra alle forgiftninger, der kan behandles med en modgift, men med en korrekt behandling i tide, kan man i mange tilfælde alligevel redde dyret ved at behandle symptomerne.

Luftarter

Hvis der er tale om en luftart, der er giftig, vil man ofte se irritation af slimhinderne, som bliver røde. Dyret kan få tåreflåd hoste og måske begynde at savle. Alt efter hvilket stof, der er tale om, vil hunden eller katten efterhånden udvikle forgiftningssymptomer i takt med at stoffet optages i kroppen. Heldigvis er det sjældent, at et dyr kommer i kontakt med kemiske gasser, der kan give forgiftning. Visse stoffer kan man lugte og på den måde blive opmærksom på, mens andre er lugtfri, og man erkender derfor først, at der er noget galt, når dyret viser symptomer eller måske er omkommet.

Sørg for frisk luft

Førstehjælp mod forgiftninger ved indånding består i at skaffe patienten ud i frisk luft. Hvis patienten er bevidstløs og ikke trækker vejret, gives kunstigt åndedræt efter mund-til-snude metoden. Patienter, som
lugter af bittermandler, må ikke gives kunstigt åndedræt. Der kan nemlig være tale om forgiftning med cyankalium, som derved kan overføres til førstehjælperen.

Udstødningsgas

Et klassisk eksempel er kulilteforgiftning fra udstødningsgas. Det kan man risikere, hvis dyret bliver efterladt i bilen i garagen - med motoren i gang. Som hos andre dyrearter inkl. mennesket vil kulilten optages i
blodet og forhindre, at ilt kan optages. Iltmanglen vil forårsage dyrets død.

Gennem huden

Visse giftstoffer har en stor evne til at trænge gennem huden og kan på denne måde optages i organismen og give anledning til forgiftning. Det kan være sprøjtemidler fra have eller landbrug. Det kan også være loppemidler. Hvis loppemidler anvendes til helt små killinger eller hvalpe, der har en relativ stor overflade i forhold til deres kropsvægt, risikerer man, at dyret optager så meget gennem huden, at der opstår en forgiftning. Symptomerne vil være tåreflåd, savlen, opkastninger, diarre, svimmelhed og i værste tilfælde kramper og død.

Vask patienten

Førstehjælpen består i at vaske patienten grundigt. Derved forhindrer man yderligere optagelse af giftstoffet. Søg derefter dyrlæge snarest muligt.

Gennem munden

De fleste tilfælde af forgiftning opstår, fordi dyret spiser eller drikker giftstof, eller blot fordi dyret slikker på genstande, der har været behandlet med et stof, dyret ikke tåler. Mange giftstoffer virker på centralnervesystemet. Det kan de gøre på flere måder. Man opdeler giftstofferne i kemiske grupper efter, hvordan de påvirker nervesystemet.

Ukrudtsmidler og skadedyrsbekæmpelse

Blandt ukrudtsmidler og skadedyrsgifte finder man stoffer af grupperne carhamater; organiske fosforsyreforhindelser og organiske klorholdige forbindelser. Blandt disse grupper finder man stoffer som PROXOPUR, METRIFONAT, PHOXIM og DICLORVOS. Det er alle stoffer, som ofte benyttes til loppebekæmpelse i private hjem. Det er altså midler, som er vidt udbredt i danske hjem.
Tilsvarende anvendes der en lang række ukrudtsmidler, såvel i private haver som i landbruget og på gartnerier. Midler til rottebekæmpelse tilhører også denne gruppe af kemiske stoffer. Der er altså risiko for, at vore dyr kan udsættes for en forgiftning af disse produkter, der findes på steder, hvor dyrene færdes.

Centralnervesystemet påvirkes

Heldigvis er det sjældent, det sker, men hvis et dyr indtager giftstoffer af de nævnte grupper, vil centralnervesystemet påvirkes, idet giftstofferne virker på nerverne i hjernen og rygmarven. Symptomerne varierer efter, hvor stor en mængde af stoffet hunden eller katten har indtaget.

Giftindtagelse skyldes ofte et uheld

Dyrene vil sjældent indtage stoffet frivilligt fra fx en beholder, men man kan forestille sig mange situationer, hvor det kan ende så uheldigt, at hunden eller katten bliver forgiftet. En hvalp kan fx i kådhed lege med en beholder, der har indeholdt gift. Hvis en hund eller kat æder en mus eller rotte, der netop har spist gift, kan den også blive forgiftet gennem byttedyret. Endelig kunne man tænke sig, at dyret indtog
fødemidler, der for nyligt har været giftbehandlet. På denne måde kan en forgiftning opstå.

Symptomerne

Symptomerne vil som nævnt variere efter, hvor stor mængde gift dyret har indtaget i forhold til størrelse og alder. Man ser ofte spyt og evt. tåreflåd, opkastning og diarre, og muskelsitren, der kan gå over i
krampetilstande. Er dyret påvirket af større giftmængder, vil det oftest ende i koma med døden til følge.

Skal man give brækmiddel?

Hvorvidt man skal give brækmiddel må være dyrlægens beslutning. Men man kan give hunden/katten en skål mælk.

Hurtig hjælp er vigtig

Ved tidlig behandling er chancerne for at redde patienten størst, idet dyrlægen med forskellig medicin kan behandle symptomerne. Til visse giftstoffer har man direkte en modgift, der kan ophæve stoffets virkning,
men i de fleste tilfælde sker behandlingen symptomatisk. Det vil sige, at man indgiver en række medicinske stoffer, som hver især modvirker de forskellige symptomer, men at man i virkeligheden ikke kan angribe selve årsagen til disse.

Musegift

Nogle af de stoffer, der benyttes til bekæmpelse af mus og rotter, er frygtet og med rette. Blandt disse stoffer er warfarin og dikumarin. Stofferne i denne gruppe påvirker blodets evne til at størkne, og ved en
forgiftning vil der opstå blødninger mange steder i kroppen, bl.a. fra tandkød og andre slimhinder. Indvendige blødninger fra store overflader i kroppen kan give kredsløbsshock*, der kan resultere i dyrets død. Giften virker ved at indtage K-vitaminets plads i kroppen uden at udføre K-vitaminets funktion. K-vitaminindsprøjtninger anvendes derfor som modgift.
* Stavemåden .shock betegner den medicinske shock--tilstand.

Andre musegifte

Andre former for gift, der benyttes til bekæmpelse af gnavere (mus og rotter), indvirker på centralnervesystemet ved at forhindre Bl-vitaminets funktion. En forgiftning med sådanne stoffer vil kunne medføre opkastning, diarre, uro, angst, kramper og til sidst død. Ved disse forgiftningstilfælde gives indsprøjtninger med store mængder B1 -vitamin som modgift.

Tungmetaller

Blandt de metaller og metalforbindelser, der kan give forgiftning, findes kobber, arsen, bly og kviksølv.

Trykimprægneret træ

En forgiftning med arsen vil kunne opstå, hvis dyret gnaver og indtager trykimprægneret træ eller savsmuld af trykimprægneret materiale i tilstrækkelig stor mængde. Hele dyrets organisme påvirkes, dog især lever og nyrer, og man ser mavesmerter, savlen, brækninger, blodig diarre og kredsløbsshock.

Maling

En blyforgiftning kan opstå, hvis dyret indtager blyholdig maling, hagl eller andet blyholdigt materiale. Nerver og blodceller påvirkes, og man ser især symptomer fra centralnervesystemet: Ændret adfærd, slingerhed, tyggekramper og fråde, aggression, blindhed, kramper og kollaps.

Algebekæmpelse

En kobberforgiftning opstår, hvis dyret optager giftstoffer, der benyttes til algebekæmpelse (fx blåsten), svampe og sneglegifte, der ofte indeholder kobbersulfat. Kobberet ophobes i leveren og i blodceller, og der vil - hvis der er optaget tilstrækkelig kobber i organismen kunne udvikles nedsat appetit, savlen, mavesmerter, diarre, kramper og muligvis død.

Undgå kviksølvforbindelser

Kviksølv anvendes heldigvis efterhånden ikke så meget mere, men hvis et dyr bliver forgiftet med kviksølv, vil der opstå ætsninger i mave og tarm med smerter til følge, diarre, shock og måske resulterende i kollaps.

Svampe

Blandt planter i naturen, som kan udvikle forgiftning, er svampe nok den hyppigste årsag til forgiftning. Mange svampearter er totalt ugiftige, men desværre findes der en lang række, der er giftige. Nogle af disse vil blot udvikle mavesmerter, mens andre indeholder giftstoffer, der påvirker nervesystemet. Ved en forgiftning ses voldsomme mavesmerter og diarré, svedudbrud, små pupiller, og man ser vejrtrækningsbesvær. Ved en kraftig forgiftning kan nedsat blodtryk, nedsat hjerteaktion og kraftig vejrtrækningsbesvær konstateres og medføre døden.

Planter

Øvrige planter i naturen, der kan udvikle forgiftning hos hund og kat, er heldigvis sjældne hos os, men visse former for planter kan medføre forgiftning, der ikke yderligere skal omtales her. Blandt stueplanter
findes fx nerier og julestjerner. Hvis et dyr indtager plantedele eller saft herfra, ses symptomer fra mave og tarm. Der kan opstå mavesmerter, opkastning og diarre, og dyret kan udvikle væskemangel.

Frostvæske

En sidste form for forgiftning, som skal omtales her, er ethylenglycolforgiftning. Det er et stof, der findes i kølervæske. Stoffet smager sødligt, og en hund kunne fristes til at smage på væsken. Det er især hunde, der er modtagelige for en forgiftning af denne slags. Der vil kunne ses svimmelhed, opkastning, øget tørst og øget vandladning samt forhøjet legemstemperatur. Senere i forløbet ses nyresvigt, idet stoffet især
koncentreres i nyrerne, og det fører ofte til dyrets død.

Opbevar altid giftstoffer med omtanke

Det er uhyggelig læsning, når man vurderer, hvor mange stoffer, der KAN udvikle forgiftninger. Heldigvis er det sjældent, at dyr bliver forgiftet, hvis man benytter og opbevarer giftstofferne med omtanke. Hvis uheldet er ude, og dyret dør, og man har mistanke om forgiftning, er det vigtigt at undersøge årsagen
nærmere. Lad dyret obducere for på denne måde at undersøge, hvilket giftstof, der kan have forårsaget forgiftning. På denne måde har man en chance for at finde og eventuelt fjerne et stof, før andre dyr eller børn når at finde det.

Kilde: Dyrefondets informationsmateriale.