Servostyring...

Kan du forestille dig, at man vil kunne styre en hest med et halsbånd om halsen? Nej vel! Anvendelse af grime i stedet for halsbånd er det nye "koncept" indenfor kontrol og styring af din hund. Det skal være en fornøjelse at gå tur med sin hund. Vi har godt af at komme ud i naturen og afstresse fra en travl hverdag. For hunden er det dejligt at møde andre hunde, at få brugt sine sanser og at få markeret sit territorium med sine dufte.

De fleste hunde bliver anspændte og fyldt med forventning, når gåturen er i udsigt. Mange overreagerer og er så "tændte" på at komme videre, at de kan være vanskelige at styre. Dybest set er det selvfølgelig et spørgsmål om at give hunden tilstrækkelig adspredelse og motion, men en god opdragelse er også en forudsætning for at kunne gennemføre en harmonisk gåtur.

Det er en indgroet tradition at fastholde hunden ved hjælp af halsbånd og line. Imidlertid findes der andre muligheder, som mange hundeejere slet ikke kender. Jeg tænker på den såkaldte "Halter" (eng. udtale: ‘Håålter’). "Halter" er den engelske betegnelse for en grime. Grime bruges som bekendt til heste og køer.

En grime har mange fordele

Grimen kan bruges som erstatning eller supplement til et halsbånd. Den er særdeles velegnet til opdragelse og indlæring, og den er meget mere skånsom for hunden end et halsbånd. Mange hunde trækker i linen, uanset hvor lang den er, og uanset hvor mange irettesættelser ejeren giver. Herved påvirkes struberegionen med ret kraftige trykpåvirkninger. Især hos små hunde kan det medføre irritative tilstande med kroniske hostelignende (omvendt nysen) symptomer til følge. Kraftige træk kan i værste fald medføre varig skade på hundens halshvirvler. F.eks. kan der hos disponerede racer opstå discus prolaps.

Dernæst har en halter den fordel, at man ikke behøver at bruge så mange kræfter for at stoppe hunden. Princippet er nemlig det, at et træk i linen overføres til snuderegionen. Det medfører, at man i stedet for at skulle standse hele hundens vægt i fremdrift, nu kun har brug for den kraft, som det kræver at vende hundens hoved.

Giver bedre kontaktmulighed

Det har endvidere den betydelige fordel, at hunden standses i sin fremdrift samtidig med, at man opnår øjenkontakt med den. Her ligger i virkeligheden den helt store fordel ved halteren. Har man ikke mulighed for at opnå hundens opmærksomhed, kan man råbe og kommandere alt det, som det skal være, uden at det har effekt. Tværtimod vil kommandoer, som ikke efterkommes forstærke den uønskede adfærd. Med en halter opnås kontakten til hunden straks. Man kan give den nødvendige kommando, og chancen for at kommandoen opfattes og efterkommes er væsentlig forøget.

Også god ved "unoder"

Ved en lang række "unoder" har halteren også vist sig at være et godt hjælpemiddel. Er der for eksempel problemer med, at din hund ikke kan lide andre hunde, eller måske ligefrem kan finde på at snappe andre mennesker, vil du have bedre styr på den med en halter. Den sikrer, at du ved et hurtigt ryk i linen får vendt hundens hoved bort fra "byttet". Det er væsentligt nemmere end at skulle hindre det ved at trække mange kilo hund baglæns. Vil din hund æde uønskede objekter, som f.eks. afføring fra andre hunde, kan grimen også være et godt hjælpemiddel.

God til hvalpeopdragelse

Især til den unge hvalp, som er i en indlæringsproces, er en "halter" efter min opfattelse et fortrinligt hjælpemiddel. Vi ved alle, hvor svært det kan være at fastholde en lille hvalps koncentration eller opmærksomhed. Der er alt for mange spændende nye ting, der skal udforskes. I indlæringssituationen giver den en mulighed for, på en blid måde, at kalde hvalpen "hjem" til dig. Du kan i starten trække hvalpen hjem - uden at beskadige halsen - og belønne den på behørig vis med en godbid. Et let træk i linen, vender hundens hoved mod dig selv, og du kan få dens opmærksomhed, og din kommando opfattes bedre.

Ikke en mundkurv

Til hunde findes forskellige modeller af grimer, f.eks. "Halti" og "Gentle Leader". "Haltien" blev udviklet af den verdenskendte engelske adfærdsterapeut, Roger Mugford. Når man ser den første gang, kan man tro, at den har til formål at lukke munden på hunden, men den har intet med en mundkurv at gøre. På samme måde som et halsbånd er den naturligvis en slags "tvangsmiddel", men det er så langt den mest skånsomme måde, hvorpå man kan føre sin hund. Trækket i linen overføres til snuden. En grime kvæler ikke din hund.

"Gentle Leaderen" er udviklet af professor Robert Andersen fra dyreadfærdsklinikken ved University of Minnesota, USA. Den har en lille ekstra finesse. Hundehvalpe slapper instinktivt af, når deres moder løfter dem op. Derved opstår et tryk over nakken. Nakkeremmen på Gentle Leaderen fremkalder denne instinktive afslapningreaktion ved at trykke på din hunds nakke, hvis den prøver at trække, når den går i snor. Uanset alder reagerer hunde ofte instinktivt og slapper af, når flokkens leder blidt griber om deres snude med munden. Dette demonstrerer floklederens dominans, men på en meget beroligende måde, ikke aggressivt. En grime er designet til at styre hele din hunds krop ved at kontrollere dens næse og hoved. Hundens krop må jo gå derhen, hvor næsen går.

Kilde: Jørgen Mikkelsen - Fagdyrlæge.

Hvad er der sket siden sidst...


Unknown column 'created' in 'order clause'