Hjælp din problemhund

Danske hunde har det ikke godt. De er bange og aggressive, men ejerne ser det ikke. Og det er synd, for problemhunde kan hjælpes viser ny undersøgelse.

1494 tilfældige hundeejere har fortalt om deres forhold til deres hunde, og om hvordan hunden opfører sig. Resultatet er nedslående. Tre ud af ti hundeejere har problemer med deres hund. Typisk kan hundene ikke være alene, de snerrer ad fremmede, og de er bange for pludselige lyde. Men ejerne erkender ikke, at hundene har et alvorligt problem. Og det er dumt. For den gode nyhed er, at de hundeejere, der søger behandling, får en glad hund. Især hvis ejeren griber ind i tide. Lader man derimod tingene udvikle sig, er der alvorlig risiko for, at hunden må aflives. 25 % af alle de hunde, der bliver aflivet, dør fordi ejerne ikke magter dem.

Giv hunden et servicetjek

Undersøgelsen er lavet i samarbejde mellem Dyrenes Beskyttelse og Landbohøjskolen. Og bagmændene er ikke i tvivl om, hvad rådet til danske hundeejere er: Lyt til din hund. Se om den viser tegn på, at den har et problem. Og søg hjælp, hvis den har det.

Men hvordan lytter man til sin hund ? Det bedste råd er at gå på biblioteket og anskaffe sig en af de efterhånden mange gode bøger om hundes sprog og adfærd, som f.eks. "Hund i huset" skrevet af dyrlæge og adfærdsterapeut Bente Iversen. Og så ellers at kigge på hunden.

Hvis den er meget opmærksom på om du er på vej ud ad døren og følger dig rundt, mens du tager overtøj på, så kan det være det første tegn på, at den er bange for at være alene. Andre tegn er, at den gør og bider ting i stykker, mens du er væk. Alene hjemmeproblemer er det hyppigste adfærdsproblem i Danmark og det skyldes, at hunden er bange. Den hverken keder sig eller er fræk, så du skal ikke skælde den ud. Tværtimod. Straf vil kun gøre problemet værre. Derimod skal hunden have mere selvtillid, den skal lære, at du altid kommer tilbage, og så skal den blive mindre afhængig af dig.

Hvis din hund farer sammen, piber og savler, når den hører bestemte lyde, som f.eks. skud og fyrværkeri, er det også fordi, den er bange. Her kan fobi-træning, altså træning hvor hunden langsomt vænner sig til de lyde, den er bange for, kombineret med øvelser der gør den mere tryk, hjælpe den. Du kan få en gratis pjece om hunde og fyrværkeri hos Dyrenes Beskyttelse på telefon 33 22 32 22.

Hvis hunden knurrer og snerrer ad fremmede hunde eller mennesker, er det straks lidt vanskeligere. Det kan nemlig både være fordi hunden bange eller modsat for dominerende. Og her kræver det næsten en ekspert til at se forskel. En frygtsom aggressiv hund kan skyldes, at ejeren har for høje forventninger til dens mod. Ikke alle hunde er modige. Og en mere frygtsom hund har brug for en ejer, der tydeligt viser at han eller hun har ansvaret. Den dominante hund, skal derimod sættes på plads. Den må aldrig komme i tvivl om, at det er dens mennesker, der bestemmer.

Søg professionel hjælp

Har din hund problemer, som du ikke ved, hvad du skal stille op med, så kan du i første omgang søge gratis hjælpe hos De Danske Civilhundefører Foreninger, Dansk Kennel Klub eller Dyrenes Beskyttelse. Er hjælpen ikke tilstrækkelig så tøv ikke med at gå til en professionel. Det koster naturligvis, men pengene kan være givet godt ud. En hund, der er bange for at være alene, kan ende med at bide møblerne i stykker, rive tapetet af væggene og flænse dørpanelerne.

Spørg din dyrlæge, om han eller hun har forstand på hundes adfærd, eller om de kan anbefale én, der har.

Kilde: Helene Kemp, Dyrenes Beskyttelse.

Hvad er der sket siden sidst...


Unknown column 'created' in 'order clause'