Hvad må man og hvad må man ikke – hvad kan man, og hvad kan man ikke, og hvad skal man, og hvad skal man ikke! Kryptisk ikke?

En hund har det ganske lige som et barn, den har det bedst, når den har nogle klart definerede grænser for, hvad den må, kan og skal. Det er forhold, der også spiller ind i relation til hundens berøringsmønster, og som vi mennesker bør være opmærksomme på i vores omgang med hunden.

Det er pudsigt at bemærke, at mens hunde troligt finder sig i at blive krammet af børn, så er den knapt så begejstret, når den samme øvelse foretages af en voksen. Det er for så vidt mærkeligt, for et favntag er for hunde en tryg og behagelig fornemmelse, idet favntag minder om dens hvalpetid, hvor den lå hulter til bulter i en stor varm klump sammen med sine søskende og sin mor i en herlig lun nærkontakt.

Men måske udstråler den voksens favntag en vis dominans, hvorfor hunden gerne trækker sig ud af det, hvorimod barnets favntag er mere umiddelbart. Kommer hunden/hvalpen for at lege, og man skubber den væk for at vise den, at det ikke lige er tid til leg her og nu, skal man ikke blive overrasket over, at den kommer igen. Når hunde leger, skubber de til hinanden, og det kan udvikle sig til lidt småbideri, såsom at de tager fat i legekammeratens nakkeskind, hals, ører eller kæbe – men uden at bide hårdt.

Går man som mennesker med på legen, vil man opleve, at hunden også tager fat i din hånd eller arm, men den markerer blot, at den har fat, den bider ikke til. Her er det, at mange forældre bliver nervøse, for sæt nu hunden bider, når den leger med børnene. Det gør den næppe med mindre den enten provokeres voldsomt eller er trængt op i en krog, hvor den ikke har mulighed for at komme fri. Derfor lær børnene, at de aldrig skal trække hånden til sig, som hunden under leg har taget i gabet. De allerfleste håndskader skyldes ikke bid men er alene skrammer opstået ved at trække hånden til sig; - og lær også, at hunde har visse grænser akkurat lige som du og jeg, og det skal respekteres!

Nogle påstår, at det er de mest uselvstændige hunde, der sover i fodenden af sengen eller idet hele taget bare i soveværelset!

Hundens plads er i dens kasse/kurv om natten – basta! Nå, de pågældende må have overset et eller andet, for hunden er et flokdyr, som fra fødslen har været omgivet af andre lignende varme små »klumper«, og den trives ved at føle nærheden af »overhunden« – også om natten. Mit råd i den forbindelse er lad være med at lukke døren til soveværelset eller dørene i det hele taget. Så kan hunden bevæge sig rundt på sit territorie og inspicere, om alt er i orden, og få sig en tår vand; føler den trang til at lægge sig i sin kurv, ja – så gør den det, eller måske vender den tilbage til soveværelset, hvor den naturligvis har et tæppe eller lignende at ligge på. Jeg kan fortælle at Chili har det ganske glimrende med den ordning, og den har aldrig givet anledning til problemer.

Kilde: Palle Martens.