Arvelige øjensygdomme hos hunde

Der findes en række forskellige arvelige øjensygdomme hos vore hunde i dag. Nogle af disse er ret "fredelige" sygdomme, som kun generer hundene minimalt, mens andre er ganske alvorlige, idet de kan medføre blindhed.

De "fredelige" former strækker sig fra ganske svage udadkrængninger af øjenlågene, få bløde ekstra øjenhår til betydelige indadkrængninger af øjenlågene, som konstant generer hundens hornhinde, og som må antages at gøre direkte ondt. Fælles for de her nævnte typer af øjenproblemer er, at de kan rettes kirurgisk, og på den måde kan man undgå det ubehag, som disse tilstande giver.

Og netop fordi generne er så små, og fordi de kan korrigeres, betragter man ikke disse former for arvelige øjensygdomme med samme alvor som de former, der er uhelbredelige og medfører meget større handikap for den hund, som er ramt af tilstanden. Det er disse alvorlige, arvelige øjensygdomme, som jeg vil beskæftige mig med i denne artikel.

Der er 2 typer af sygdomme:

Den ene type angriber øjets nethinde, altså den del af øjet, som opfatter lyset - populært den del, som vi ser med - og den anden type, som ændrer øjets linse, så den angrebne hund får grå stær.

Den mest frygtede af disse arvelige øjensygdomme er PRA. Disse bogstaver er en forkortelse af Progressiv Retina Atrofi, som betyder en fremadskridende hensvinden af nethinden.

Det første symptom på denne nethindesygdom er natblindhed. Hunden bliver pludselig usikker, når den luftes i tusmørke eller i helt mørke. Den begynder at gø ad ting, som den ikke plejer, hvilket skyldes, at den ikke er i stand til at se tydeligt i denne belysning.

Som sygdommens navn angiver, er der tale om en fremadskridende sygdom, og ganske langsomt bliver synet dårligere og dårligere, så efterhånden har hunden også problemer i almindeligt lys, og til sidst er hunden totalt blind.

Hos nogle racer begynde symptomerne allerede i l års alderen, mens man i andre racer først kan se tegn på PRA så sent som i 5-6 års alderen. Der er kun en lille trøst, hvis ens hund skulle have denne arvelige sygdom, nemlig at det ikke gør ondt.

Der er intet ubehag i form af kløe, svien eller smerte forbundet med sygdommen, og da det er en sygdom, som langsomt bliver værre og værre, er der mange hunde, som når at vænne sig til dette handikap, og lever et ganske godt hundeliv, blindheden til trods.

På steder, som hunden kender godt, færdes den ofte på en måde, så man kan blive i tvivl, om den virkelig ikke kan se eller ej, men hvis der flyttes om på møblerne i stuen, eller hunden bliver luftet på et andet sted end sædvanligt, ja, så ser man pludselig hundens synshandikap ved, at den bliver usikker og eventuelt går ind i ting.

Hvordan finder man ud af, om ens hund skulle have denne sygdom ?

Diagnosen stilles ved, at dyrlægen ser ind i dyrets øje med et særligt instrument, et oftalmoskop, og på den måde ser, om nethinden er normal eller ej.

Det kan ofte være vanskeligt med sikkerhed at afgøre, om det er PRA eller en anden nethindesygdom, man står overfor, og derfor har Dansk Kennel Klub et panel af dyrlæger, som har en særlig uddannelse og erfaring i at diagnosticere netop disse arvelige tilstande. Som oftest vil det være klogt at få en af disse dyrlæger til endeligt at bekræfte eller afkræfte en sådan diagnose.

Som sagt drejer det sig om en arvelig sygdom, altså en sygdom, som hvalpen får fra sine forældre, men som først viser sig senere i livet.

PRA nedarves vigende (recessivt), hvilket betyder, at der er hunde, som er helt normale, men som bærer et gen for sygdommen.

Hvis en sådan "sund bærer" parres med en anden "sund bærer", så vil teoretisk 25% af hvalpene få sygdommen, 25% vil være fri og 50% vil være "sunde bærere" af denne sygdom. Netop disse "sunde bærere", som altså er helt normale, både synsmæssigt og ved undersøgelser, gør det vanskeligt og langvarigt at udrydde sygdommen.

Der arbejdes flere steder i verden med et "genetisk fingeraftryk", så man ved hjælp af en blodprøve kan afgøre, om en hund er rask, bærer eller vil blive syg.
Dansk Kennel Klub og specialklubberne gør et stort arbejde for at få undersøgt så mange hunde som muligt - og hermed få mulighed for at udrydde sygdommen.

Den arvelige øjensygdom, som påvirker linsen i øjet, er arvelig cataract eller grå stær. Det er en sygdom, som nedarvningsmæssigt kan sammenlignes med PRA, men konsekvenserne er ofte mindre end ved PRA.

Graden af grå stær kan variere betydeligt, og en del hunde er ikke generet af deres sygdom, når den grå stær ikke er udviklet totalt.

Dette medfører, at nogle har den opfattelse, at arvelig grå stær ikke betyder noget - hundene bliver jo ikke blinde. Det er imidlertid sådan, at fordi en hund selv kun har ganske lidt grå stær, kan dens hvalpe få grå stær i voldsommere grad, og yderligere er der en del grå stær-tilfælde, hvor den grå stær udvikler sig kraftigere og kraftigere, så hundene bliver blinde i 5-7 års alderen.

Derfor er det for arvelig grå stærs vedkommende lige så vigtigt at udelukke hunde, som er syge, fra at blive brugt i avl. Godt nok er det muligt at operere hunden for grå stær. Men selv om dette kan lade sig gøre, bliver synet aldrig så godt som et normalt syn, og det er dog bedre at have en sund hund end en mere eller mindre handikappet hund.

Kilde: Finn Boserup, fagdyrlæge.

Hvad er der sket siden sidst...


Unknown column 'created' in 'order clause'