Hunden kan ikke lide barnet

Det at få et barn er en stor glæde. Og glæden er endnu tørre, jo mere det lille vidunder kan. Når kravleriet sætter ind, er der ikke et øje tørt, og freden er forbi. Alt dette er set med forældres øjne, men hvad med hunden?.

Det er ikke unaturligt for vores hunde, at der kommer "nye" til familien. Det er faktisk så naturligt, som det kan være. Hunde er genetisk programmerede til at leve i flok og derfor også til, at flokken (læs familien) bliver større, og at der kommer "hvalpe" til. Det skal vi tænke på, når vi bekymrer os om at få børn og hunde til at fungere sammen. Men det ER en stor omvæltning for en hund, at der kommer et barn i familien. For de fleste hunde betyder det, at deres status bliver ændret. For lige meget hvor meget man elsker sin hund, så fylder det MEGET at få et barn, og tiden til hunden bliver mindre. I hvert fald i et stykke tid.

Nogle hunde har meget svært ved den omvæltning og begynder at gøre en masse ting for at få opmærksomhed. Og det er ikke altid særlig hensigtsmæssige ting. Det er vigtigt, at vi som hundeejere ikke forveksler dette med jalousi, da det ikke er det, der er tale om. Hunden vil bare have den opmærksomhed, den fik tidligere. Min egen hund Orfeus, som er otte år, finder stadig på underlige ting for at vise, at han trænger til opmærksomhed. F.eks. kan han finde på lægge sig op i min datter Livas lift eller hoppe op på bordet og lægge sig i voksiposen. Når det sker, ved jeg, at jeg har forsømt ham. Derfor bliver jeg ikke sur på ham, men tager ansvaret på mig og gør mig lidt mere umage.

Det svære hundesprog

Det tager tid at vænne sig til den nye situation. Nogle hunde er hurtige til det, mens andre har brug for mere tid. Her er det vigtigt, at man ikke forjager sig. Det skal nok komme. Hos os tog det ca. tre mdr., før Orfeus var rigtigt interesseret i Liva, og det var også ca. det tidspunkt, hvor hun begyndte at se ham. Så det passede jo fint. Nu hvor hun snart er 11 mdr., har de det nogle gange sjovt sammen, og andre gange synes Orfeus ikke, det er sjovt, og siger det ved at knurre.

Og så har vi problemet. Det kan være fatalt for hunden at knurre af familiens børn - for det må den da ikke! Men det synes jeg godt, den må. Det er den eneste måde, hunden kan sige fra på. Problemet er dog, at børn ikke forstår, at det betyder: "Gå væk. Nu gider jeg ikke mere, eller jeg vil
have fred og ikke hives i mere nu". Og et endnu større problem er, at forældre ikke ved, hvad det betyder, og derfor fejlagtigt tror, at det handler om, at hunden ikke kan lide barnet og vil bide det. Eller værre endnu vil dominere barnet og tage magten over det. Det er aldrig det, det handler om. Det handler altid om, at hundens grænser er overskredet, og den vil have ro.

Ros - ikke skæld ud

At knurre er et afstandsøgende signal, og det handler derfor om at få den anden (her barnet) til at øge afstanden. Men det gør børn ikke. Og så sker der ofte det, at forældre i stedet for at flytte barnet og rose hunden for at kommunikere, skælder den ud for at knurre. På den måde lærer hunden, at det ikke hjælper at kommunikere. Når hunden ikke kan kommunikere sig ud af de situationer, den er havnet i, bliver den ofte usikker. Det kan føre til, at hundens knurren tiltager. Nu er endnu mere presserende for den at øge afstanden til barnet, som den forbinder med en konflikt. Her er det utroligt vigtigt at holde sig for øje, at hunde er konfliktløsere og ikke konfliktskabere. De vil altid forsøge at løse konflikter - i dette tilfælde ved at forsøge at få barnet til at flytte sig.

Hvis konflikterne ikke skal optrappe, skal hunden ikke skældes ud. Men barnet skal flyttes, og hunden roses for at have kommunikeret frem for at bide. På den måde lærer man sin hund, at det er ok at sige fra, og at dens grænser bliver respekteret. Det, jeg har oplevet med min hund Orfeus, er, at han er blevet mere tolerant over for Liva. Han ved, at han kan sige fra, og at jeg hjælper ham, så han ikke behøver at løse konflikten selv.

Det "truende" barn

Det er vigtigt at tænke på, at alt, hvad børn gør, når de nærmer sig hunden, i hundens verden er lig med konflikt. Børn kravler eller går direkte mod hunden. De smiler og rækker hænderne frem. I en hunds verden er det at gå direkte mod en anden en trussel, og smilet kan forveksles med det at vise tænker, mens det at række hænderne frem er at overskride intimsfæren. Det vil sige, at alt hvad barnet gør, i hundens øjne er en trussel. Med det for øje er der ikke noget at sige til, at nogle hunde ikke er så vilde med børn. Især de meget signalfølsomme hunde har problemer, fordi de oversætter alt, hvad barnet gør, direkte til hundesprog og handler på det ved at trække sig - tit med barnet i hælene - for så til sidst at blive nødt til at knurre eller i værste fald at bide for at få barnet til at stoppe.

Simple omgangsregler

Vil man som forældre undgå konflikter i forholdet mellem hund og barn, er der nogle ting, man skal tænke på. For det første at lære barnet nogle simple regler for, hvad der er ok, og hvad der ikke er. Det kan man selvfølgelig ikke med de helt små børn, men alligevel er det vigtigt at markere,
hvor grænsen går. Ja - det kræver en del som forældre. Man skal gribe ind, hvis man kan se, at hunden prøver at trække sig eller viser andre tegn på, at den ikke bryder sig om situationen, f.eks. kigger væk, slikker sig om munden eller gaber. Det er dæmpende signaler, og de viser, at hunden
ikke er tryg ved situationen. Tag barnet væk, og giv hunden fred. Hvis vi som forældre ikke opdrager vores børn til at omgås hunde på en ordentlig måde, ja så gør den det selv, og det er ikke hensigtsmæssigt.

Hunde med smerter

Hunde med smerter har mindre tolerance, og det skal der selvfølgelig tages højde for. Det er også altid det, man skal tænke på, hvis ens ellers godmodige hund pludselig viser aggressivitet over for barnet. En generel regel er, at man aldrig må lade børn og hunde være alene sammen. Men de fleste af os forældre ved, at den regel stort set er umulig at overholde. Så i stedet må der tages forholdsregler. Hvis du er i tvivl om, hvorvidt
hunden kan håndtere situationen, så sørg for, at de ikke er alene sammen ved at lukke hunden væk, når der er mest travlt, og du ikke hele tiden kan være i nærheden. Det er som bekendt bedre at forebygge end at helbrede.

Til sidst vil jeg sige, at der er hunde, der ikke kan lide børn. Hvis du på forhånd ved det, er det bedste, du kan gøre, at få fat i en professionel adfærdsbehandler og få hjælp til at løse problemet, inden barnet kommer. Hvis du tager disse forholdsregler, er der ingen grund til at være bekymret. Så kan du i stedet nyde at se dit barn lave en fantastisk relation med familiens hund.

Kilde: Jubii Hundenyt / Adfærdsbehandler Hanne Maria Friborg.

Hvad er der sket siden sidst...


Unknown column 'created' in 'order clause'