Skal jeg straffe min hund

Heldigvis støder jeg ofte på dette spørgsmål i min praksis. Folk bliver mere og mere bevidste omkring psykologiens betydning for hundens adfærd. Man vil gerne gøre det rigtige, bl.a. fordi man kan se det virker, hund og hundeejer har det bedre sammen og kan nå flere ting.

Og lad min slå fast med det samme: Straf er en meget dårlig indlæringsmetode, og brugen af straf er som at spille i lotteriet: Man skal være ekstremt heldig for at opnå det, man ønsker.

Men hvorfor nu det, der er da aldrig nogen, der har taget skade af...?. Der er en række årsager til, at straf er en dårlig løsning, når det gælder om at ændre på hundens adfærd. Som det første der kan indvendes, er jo rent faktisk, at når først straffen er faldet, er der intet, som kan gøre den ugjort — hunden har ingen muligheder overhovedet for at gøre det rigtige, det er for sent! Og såfremt hunden underkaster sig, får det desværre, mange til at tolke adfærden som angerfuld.

Skal der være blot den mindste sandsynlighed for, at straffen virker, må den falde i absolut samme øjeblik, som foreteelsen forekommer. Og her snakker jeg om sekunders forskel. Lad os forstille os at hunden stjæler fra bordet: Hunden har fået fat på bøffen, og er i færd med at tygge lækkerbiskenen. Mor kommer ud i køkkenet, ser hunden og dasker den en bagi. Hvad der sker i hundens forståelsesverden, er følgende: " Uhm, det var dog en lækker bøf, men Mor blev vred, da jeg tyggede den, næste gang må jeg hellere sluge den hel".

Straf kan give forkert association: Hvalpen tisser f.eks. inde, mens ejeren ser det. Får skæld ud og bliver hevet udenfor døren, hvor den ikke tisser. Når den kommer ind, løber den til et andet rum og tisser og tror, det er i orden. Straffen er i dette tilfælde blevet associeret med ejerens tilstedeværelse ikke at den tissede inde.

Hunde er individualister - ligesom vi. I forhold til straf kan nogle tåle meget, andre kun lidt, og ingen af os ønsker vel en krybende eller aggressiv hund. En straf, der er for hård til den enkelte hund, udløser nemlig angst eller aggression. Det vil sige, at hundeejeren må vide lige præcis, hvor stor en styrke han kan lægge i straffen for, at hunden ikke tager skade, men samtidig også hvor megen styrke, der skal være i straffen, for at den overhovedet virker.

Samtidig skal straffen afpasses til hundens motiv for adfærden. Jo mere motiveret hunden er ,jo stærkere en straf behøves for at afholde hunden fra det, den ønsker. Og det vil være klogt at huske på, at straf fratager ikke hunden motivet eller lysten til handlingen. En vel fodret hanhund, som har fået masser af kontakt fra sin ejer, der kun er flokleder i hundens øjne en gang imellem, vil kræve en meget stærk straf, for ikke at følge med naboens tævehund i løbetid.

Det er videnskabeligt bevidst, at for at en straf skal have en vedvarende effekt, skal den være af meget kraftig styrke. Men er den så kraftig, vil den som ovenfor nævnt vil den kunne udløse angst eller aggression, og effekten af straffen vil være uforudsigelig, vi vil ikke kunne vide, hvordan hunden vil reagere. En vedvarende ønskelig effekt fås kun såfremt, hunden udsættes for straffen gentagne gange, så virkningen af straffen holdes ved lige.

En hund kan blive så vant til straf, at det faktisk ikke har nogen virkning," herre gud, den gamle er jo sur hele tiden, uanset hvad jeg gør, er det forkert ". Straf har en tendens til at øge nervøsitet, hvilket vil sige, at såfremt adfærden er motiveret af angst, gør straf det hele værre. Mange hunde er angste for at være alene og ødelægger måske gulvtæpper og lignende. Her vil det sandsynligvis resultere i mere omfattende ødelæggelse, såfremt ejeren anvender straf i sit forsøg på at afvende hundens uhensigtsmæssige adfærd.

Begynder man at anvende straf som opdragelsesmiddel, har denne en tendens til at blive brugt i større og større udstrækning, uanset om vi snakker om korporlig eller verbal straf. Også selvom det egentlig ikke er det, hundeejeren ønsker at gøre, brug af straf handler også om vane og om vores egen magtesløshed.

Alt i alt er brugen af straf for risikabelt og ukontrollerbart. Men hvad skal man så gøre, når man opdrager sin hund? Den skal da have at vide, når den gør noget forkert? Ja det skal den, men vi voksne er alt for tilbøjelige til, i forhold til hunde og børn, kun at udstede forbud og ikke komme med alternativer.

Et forbud har den største virkning, hvis hunden ved, hvad den skal gøre i stedet for det forbudte. Det er utrolig vigtigt, at vi som flokledere benytter os af få, korte og klare signaler i vores kommunikation med hunden. Så lær hunden, hvad "nej" betyder ( stop det du gør nu ), og introducer et alternativ, den kan ty til i situationen, hvor den uhensigtsmæssige handling finder sted. Vi skal huske, at vores dominans overfor hunden ikke skal være via fysisk magtanvendelse. Alene af den grund, at vi faktisk ikke er så stærke som hunden. Hvad kan der ske såfremt en hundeejer, der plejer at styre hunden via fysisk magt, pludselig brækker begge ben?.

Vores lederskab ligger alene i, at vi er smartere end hunden, vi har en anderledes intelligens, som hunden ikke kan hamle op med. Og det er via denne overlegenhed vi skal være flokleder og irettesætte hunden. Gør hunden noget, den ikke må, udløser det øjeblikkelig et "nej", for så at blive fulgt op med et "dygtig", når den gør det rette. Så ved hunden, hvad den må, og hvad den ikke må. Og en flokleder, med et ordentligt lederskab, behøver ikke gøre mere ud af sin utilfredshed.

Indimellem kan det dog være nødvendigt, at markere sig tydeligere f.eks. i forhold til aggression mellem hunde. River, flår og rusker man i hunden, sker der flere ting: For det første er risikoen for, at vi forøger hundens aggression stor. Hunden har nemlig i sin stresstilstand ikke altid styr på, hvor det ubehagelige kommer fra. For det andet, er det straf, vi her snakker om. Og som et nok så vigtigt argument, så respekterer hunden ikke en flokleder, der mister besindelsen. En flokleder i naturens verden mister nemlig ikke besindelsen, han er flokleder, netop fordi han er den klogeste, den, som kan styre resten af flokken.

Det man gør, er at tage fat i hundens kinder ( ikke nive ), kigge den ind i øjnene på 5- 10 cm.’s afstand, gøre øjnene store og munden rund og åben ( overlegenhed og aggression ) , mens man siger " rullepølse, spegepølse, juleaften ". Når hunden viger med øjnene og/eller slikker sig om munden, har den underkastet sig - og accepteret vores dominans. Og så er det vigtigt, ikke fortsat at være sur. Det er floklederen i naturen nemlig ikke. Grunden til at vi skal sige noget neutralt ( rullepølse....) er da også, at såfremt vi siger "din infame møghund, nu skal jeg lære dig " eller lignende, bygger vi vores egen aggression op, og når hunden så overgiver sig, er vi endnu mere vrede, end da vi begyndte.

I forhold til hvalpe skal metoden ikke anvendes, de er ikke stærke nok til denne magtfulde dominansytring. Her vil et enkelt "nej", en aflednings handling eller det enkle at fjerne hunden være alt nok. Naturligvis vil det være nemmest, hvis hunden lige fra hvalp har været vænnet til en konsekvent brug af "nej" i forhold til forbudt adfærd. Men selvom man har gjort brug af straf tidligere, er det ikke for sent at gå ind og arbejde med hunden efter ovenstående. Din hund vil elske dig for det.

Kilde: Lone Greva - Hundepsykolog.

Hvad er der sket siden sidst...


Unknown column 'created' in 'order clause'