Opdragelse

Hvem forstår en hundehvalps tanker og adfærd?. Den spiser dine bedste morgensko, den elsker at rode i skraldespanden, og den tisser på dit ægte tæppe. Samtidig sender den dig det mest uskyldige blik, der får dig til at glemme det hele straks efter. Hvalpen kan frustrere selv den mest seriøse hvalpeejer. Når man anskaffer sig en hvalp, bliver den en del af familien i løbet af ”no time”. Du må have tillid til, at den kan færdes blandt dine ting og dine børn eller andre familiemedlemmer. Derfor er det at kunne kontrollere hvalpens adfærd nøglen til at få et fredeligt og harmonisk samliv med den. Det kræver at du bruger en del tid på at indlære hvalpen forskellige ting, at træne med den. Den har behov for at få indlært, hvad du anser for en hensigtsmæssig adfærd på en venlig, rolig og ikke mindst konsekvent måde. Du må starte denne indlæring allerede den første dag, du får hvalpen, for at sikre at den kan omgås mennesker, andre hunde og i det hele taget blive den bedst opdragede hund på gaden.

Flokføreren

Hundehvalpe kan jagte sin hale til de bliver svimle. Vi finder sikkert aldrig ud af, hvorfor de gør det, men vi ved en helt masse om, hvordan hunde opfatter deres relationer til andre (såvel to som firbenede individer). Vilde hunde og ulve lever og jager i flok, og for din hund er du og de andre familiemedlemmer dens flokmedlemmer. Det er for hunden en vigtig model, fordi der i enhver flok er en magtstruktur – et hierarki – mellem dets medlemmer. Hvis din hund ikke har en eller flere ”dominante” (alfa-) ledere i dens humane flok, hvis den lærer, at den blot kan springe op og ned af sofaen, trække med dig i snoren ned ad gaden, eller få godbidder, når den beder om det, vil nogle hunde beslutte sig for, at de lige så godt selv kan lede ”showet”. Hvalpe, der aldrig disciplineres, kan på en aggressiv måde begynde at prøve grænserne af, når de bliver voksne. Det starter med at de begynder at ignorere kommandoer, springer op, hvor de ikke burde gøre det, eller måske begynder at forsvare eller beskytte deres føde eller territorium med knurren. I ekstreme tilfælde fører det til at de også bider.

Det er meget vigtigt, hvis du vil have et fredeligt kontrolleret samvær med din hund, at du allerede fra starten slår din position som leder fast. Fysisk magtanvendelse eller straf, endsige hårde ord, er slet ikke nødvendig at tage i anvendelse for at opnå denne position. Visse hundetrænere mener stadig, at man etablerer sin magt ved f.eks. at bide i hundens ører, løfte den op og stirre den i øjnene eller lign. Det er slet ikke nødvendigt. Denne form for magtdemonstration vil kunne medføre angstreaktioner hos den ”bløde” hund, fordi den kan føle sig truet. Den dominante hund kan også reagere mod truslen ved at tage kampen op med sin ejer og i værste fald bide ham.

Det er heller ikke nødvendigt at løfte stemmen, idet råben også kan medføre nervøsitet eller angst og kan fremprovokere en aggressiv adfærd.

Den slags dominerende, truende adfærd fra lederen er helt unødvendig. Langt de fleste hunde elsker at underkaste sig en leder eller flokfører. De føler rent faktisk tryghed og får ekstra selvtillid ved at have en flokfører at følge og støtte sig til. Det er flokførerens opgave, at overføre en følelse af tillid og sikkerhed til hunden ved at bruge en dyb, fast stemmeføring og reagere roligt i situationer, som kan gøre hunden nervøs og så give godbidder og ros for en god adfærd. Det er en god idé at lære din hund ”sit” og ”dæk” kommandoerne. De kan bruges i mange situationerne. Ved igen og igen at lade hunden vise underkastende adfærd på kommando, vil du med tiden fastslå din position som den dominante flokfører – alfaulven. Hvis du har problemer i disse bestræbelser, bør du så tidligt som muligt i forløbet spørge din dyrlæge til råds. Han kan henvise dig til specielle øvelser, der er designet til at opnå det ønskede resultat.

Socialisering

Socialisering – dvs. tilvænning til livet omkring os – er en af de vigtigste ting at træne din hund i. Ligesom babyer er hundehvalpe som små svampe parat til at suge til sig af informationer fra den omgivende verden. I den første måned af deres liv lærer de at finde den rette soveplads, at finde eftermiddagssolens stråler, og at lyden af foderposen betyder spisetid. I den samme periode er det dit arbejde som hundeejer at lære hunde at knytte fornuftige og hensigtsmæssige bånd og relationer til andre mennesker og andre dyr og vænne den til ukendte ting og situationer. Har hunden aldrig før hørt lyden af f.eks. en støvsuger, en lastbil eller en telefon, er det vigtigt, at den tidligt vænnes til de nye lyde. Jo mindre bange din hund er for fremmede mennesker (også børn), andre dyr, lyde eller ting, jo mindre sandsynligt er det, at den reagerer med forsvar eller angreb senere i tilværelsen.

En hvalps socialisering starter allerede, når den er 3 uger gammel. Fra 3-12 ugers alderen er den mest sensitiv (modtagelig) eller modtagelig for nye ting og reagerer uden angst i denne periode. Det betyder også, at en stor del af den periode allerede er overstået, når du får hvalpen. Jo dårligere hvalpen er socialiseret fra opdrætterens side, jo større arbejde får du med at tilvænne den til nye ting, og jo vigtigere bliver dit eget arbejde hermed. Får du hvalpen ved 8 ugers alderen, som er det bedste tidspunkt, har du stadig mulighed for selv at påvirke dens socialisering. De første uger er derfor særlige vigtige i den henseende. Vigtigst er det at socialisere den til egen familie. Det kan gøres ved at give kærlighed og omsorg. Tal til din hundehvalp, kæl for den og tag den ind til dig ofte. Vis hvalpen at den kan regne med din hengivenhed, regne med faste måltider og regne med venligt lederskab.

Når først din hvalp føler sig sikker sammen med dig, og når den har fået sin første vaccination, kan du introducere den til den store fremmede verden. Tag den med til mange forskellige spændende steder som f.eks. i parken, i venners huse eller i byen, hvor der er trafik. Sørg for at hvalpen møder mange venligt stemte mennesker og får lejlighed til at lege med vel socialiserede artsfæller. Prøv at gøre besøget hos dyrlægen til noget rart med masser af kæleri fra dig og dyrlægen og veterinærsygeplejersken ved første besøg. Sørg også for at hunden møder så mange børn som muligt under kontrollerede forhold. Vis børnene hvordan man omgås hvalpen på en rolig og venlig måde.

Skulle din hundehvalp udvise en nervøs adfærd i en fremmed situation eller f.eks. rejse børster af en fremmed hund, så lad være med at skælde ud. Løfter du stemmen, vil du kun gøre stemningen mere trykket og forværre angsten eller aggressionen. Trøster du hvalpen vil også det give bagslag. Får hunden megen klap, kæl og opmærksomhed hver gang den viser angst eller aggression, vil den opfatte det som ros, og dermed forstærkes adfærden. Afled i stedet dens opmærksomhed så godt det lader sig gøre. Kast en bold eller indled den leg, den synes bedst om. Når hvalpen fanges ind af legen og glemmer eller ignorerer de personer eller dyr, den før viste angst eller aggression imod, er det tid til at rose med f.eks. en godbid. På den måde vil hvalpen hurtigt forbinde farlige situationer med leg og ros og dermed socialiseres på den rette måde.

Tænk positivt

Mange hundeejere tænker negativt, når de opdrager deres hund. Man ønsker naturligvis, at hunden ikke springer op ad gæster, at den ikke tisser på gulvtæppet, at den ikke bider i dørkarmene osv. Det hele kan så godt blive lidt forvirrende set fra hundens side. Forestil dig, at du var en hundehvalp, der havde været alene hjemme i flere timer, og at du havde brugt dagen på at bide lidt i din hundekurv, sprede indholdet fra skraldespanden over hele gulvet eller bidt et par sko i stykker. Pludselig bliver du mødt med råben og skældsord som ”nej” eller ”fyyyhhh”. Hvad var du gjorde forkert? Var det forkert, at du havde bidt i noget, eller var det forkert af dig, at møde din familie glad og veloplagt i døren? Hvad skulle du have gjort i stedet?.

Nøglen til at få din hund til at undlade at gøre det, du ikke ønsker, er at give den nogle positive alternativer – altså lære hundehvalpen hvad den godt må gøre. Ser du f.eks. din hund danse uroligt omkring i stuen, som tegn på, at den har behov for at komme ud, så luk den straks ud. Gå selv med og overvåg den hele tiden. Ros med en godbid, i det øjeblik den har tisset eller leveret sin afføring. ser du din hund bide i noget, som den ikke må bide i, så afled den straks ved at tilbyde et emne, som den gerne må bide i og ros så derefter. Ros også så snart du ser, at hvalpen leger med eller bider i dens eget legetøj. Det er nøglen til en effektiv træning. Gør det til en vane at rose hunden hver gang, den gør noget godt. F.eks. ligge stille i stedet for at springe op eller ligge i kurven i stedet for i din seng eller i din sofa. Gør det til en vane at rose med ord, kærtegn eller godbidder.

Træning er en gradvis proces, og det er en vanskelig vej at gå alene eller uden hjælp og vejledning. Det er vigtigt, at alle familiemedlemmer er enige om at følge den samme taktik. I må alle være enige om, hvordan der skal reageres, såvel når hunden gør noget forkert, som når den gør det rigtige. Husk, når du træner hunden, at det er nødvendigt at være konsekvent og frem for alt tålmodig. Din hvalp kommer i sin tilværelse til at gøre mange ting forkert, og den kommer givet vis til at ødelægge et par ting undervejs, men den vil i virkeligheden meget hellere gøre dig tilpas end det modsatte. Den har brug for din kærlighed, opmærksomhed og vejledning for at blive den gode hund, som du ved den kan blive.

Kilde: Jørgen Mikkelsen - Fagdyrlæge.

Hvad er der sket siden sidst...


Unknown column 'created' in 'order clause'