En god leder

Begrebet lederskab bruges ufattelig meget i hundekredse i disse år. "Du har et dårligt lederskab over din hund". "Du skal vise din hund, hvem der bestemmer". "Du skal vinde hver enkel situation". "Med lidt fast hånd kan du hurtig fjerne problemet".

Sådan kunne nogle af de 'gode' råd om, hvordan man styrker sit lederskab over hunden, meget vel lyde. Mange forklarer nemlig lederskab med, at ejeren skal være den største, stærkeste og mest dominerende. Men er det overhovedet lederskab?.

Du kan selv regne svaret ud ved at forestille dig, hvilken type chef du ville respektere mest og arbejde bagdelen ud af bukserne for:

Er det chefen, som altid dominerer dig og skælder og smælder og griber dig i kravetøjet, når du begår en fejl? Chefen, som tager æren for dit arbejde, og som ikke viser forståelse for dig og den person, du er?

Chefen, som fuldstændig overhører dig, når du forsøger at fortælle noget?

Eller er det en chef, som støtter dig i dit arbejde, bakker dig op, uddeler ansvar og viser dig tillid? Som roser dig, når du har lavet et godt stykke arbejde, men som selvfølgelig også retter dig, når du begår fejl, men gør det med respekt og forståelse for din person?

Den første cheftype tror jeg, at de færreste vil respektere. Mange vil nok være bange for vedkommende, men angst har intet at gøre med respekt. Jeg tror, at medarbejderne under denne chef er meget modvillige og kun lige yder det stykke arbejde, som nu engang skal gøres. Enkelte vil forsøge at kravle højere op i hierarkiet over chefen, mens andre nøjes med i det skjulte at benytte enhver lejlighed til at stille denne chef i et dårligt lys over for andre. Medarbejderne vælger at blive på arbejdspladsen, fordi de ikke føler, de har andre muligheder. De er måske bange for at blive arbejdsløse, at de ikke kan få en lige så god løn et andet sted osv. Men de kunne aldrig drømme om at omgås hinanden i fritiden.

Hunde er faktisk slet ikke så forskellige fra mennesker på det område. Ikke desto mindre opfører mange hundeejere sig som den dominerende chef over for deres hunde. Sandsynligvis fordi sådan har den gængse opfattelse af hundeopdragelse altid været - og er desværre stadig. Man skal tale hårdt til hunden for at få den til at høre efter. Mænd er bedre til at være flokledere end kvinder, fordi de har en dybere stemme og er fysisk stærkere. Men hvordan er denne opfattelse i det hele taget opstået?.

En del af forklaringen findes i de såkaldte rangordens- eksperimenter. Disse forsøg gik ud på, at forskere spærrede nogle dyr inde på et meget lille område uden mulighed for at flygte. Så observerede de, hvordan rangordnen blev etableret. Man undersøgte bare ikke, hvad der skete, hvis lågen bliver åbnet. Ville dyrenes så stadig holde sammen, eller ville de gå hver til sit? Dette spørgsmål er faktisk helt centralt. Præcis som på en arbejdsplads kan man skabe en rangorden blandt dyr, der aldrig af fri vilje ville leve i flok, ved at spærre dem inde i et bur. Her er resultatet, at den største og stærkeste ender øverst i rangordnen.

Rangordens-eksperimenterne har været med til, at der er blevet sat lighedstegn mellem udvikling af rangordens- systemer og dannelse af en flok. Resultaterne af forsøgene er ofte blevet præsenteret på en sådan måde, at dyrenes aggressioner er kommet alt for meget i centrum. Det har ledt til, at mange uden for de videnskabelige kredse har fået et forvrænget billedet af, hvordan rangordens-systemer opbygges.

Når vi taler om lederskab, er det vigtigt at skelne mellem træning og daglig omgang. Træning er, når du lærer din hund at komme på indkald, at sidde, at gå spor osv. Træningssituationen har intet at gøre med lederskab. Ingen hund gør noget, fordi vi har lederskab over den. Hunden gør det, som betaler sig for den. I træning drejer det sig om indlæringspsykologi. Her lærer hunden, at en bestemt adfærd fører noget godt med sig (godbidder, ros, leg osv.), eller gør, at hunden slipper for noget ubehageligt (skæld ud osv.).

Lederskab er et adfærdsbegreb, som har at gøre med det sociale liv i flokken/familien og forholdet mellem flokmedlemmerne. I en ulvefloks dagligdag har lederskabet en meget vigtig funktion. Flokkens aktiviteter skal nemlig samstemmes. Ulvene skal f.eks. hvile på samme tid, så alle er friske, når de skal på jagt. Hvis kun halvdelen af flokmedlemmerne er udhvilet til jagten, er der en stor risiko for, at jagten mislykkes. Denne adfærd ses meget tydeligt hos vores hunde. Når hvalpen er omkring 6-9 måneder, begynder den at afstemme sit aktivitetsniveau med resten af familiens. Når vi er aktive, er hunden også aktiv. Når vi hviler, gør hunden det også.

De vigtigste lederegenskaber er at sætte elementære grænser, at tage initiativer til aktiviteter og afslutte dem og holde ro i flokken. I ulveflokken ses dette tydeligt under jagten, ved vandringer, og når ulvene vågner efter at have hvilet. Her det oftest alfadyret, som tager initiativet, men ikke altid. I en ulveflok er det nemlig ikke et og samme individ, som tager alle beslutningerne.

Det enkelte individ gør kun, hvad der bedst kan betale sig for den. Hvis floklederen finder ud af, at det bedst kan betale sig at følge et initiativ fra et flokmedlem, som for eksempel er ekspert i at fange et bestemt bytte, så gør den det. Forskellige medlemmer af flokken kan altså tage initiativet i forskellige situationer. Lederen er dog den, som tager de fleste initiativer. Alfadyret er ofte ældre og mere erfaren end de andre, og har derfor større mulighed for at lede de andre til positive oplevelser.

En anden meget vigtig funktion for lederen for ikke at sige et krav - er, at holde vagt og forsvare flokken. Lederen skal jage fremmede ulve, bjørne og lign., der udgør en fare mod hvalpene, væk og skabe tryghed omkring sig. Så er det, man kan spørge: hvor gode er vi mennesker egentlig til det? Vi lader hunden være alene i haven og råber og skriger af den, når den gør af dem, som passerer havelågen. Vi efterlader små hvalpe uden for butikkerne, mens vi køber ind. Vi anskaffer os hunde, fordi vi er bange for at være alene hjemme eller gå i mørket. Alt dette passer meget dårligt ind i vores rolle som leder af flokken. Vi overlader et ansvar til hundene, som egentlig tilhører os. Hvor effektivt forsvar af flokken egentlig er som lederskabsøvelse, oplevede jeg med min gamle Sct. Bernhardshund. Han brød sig ikke om andre hanhunde. Ikke at han kastede sig frådende over dem. Men kom de for tæt på, jagede han dem væk. Da jeg fik min anden hund, en hunhund kom der løbetider ind i billedet. Jeg gik med begge hundene løse trods løbetiden, da det aldrig gav hverken mig selv eller andre problemer. Af og til hændte det, at en hanhund kom for tæt på min hunhund, og jeg var nødt til aktivt at holde den væk. Min hanhund, som jeg forventede, ville være mere aggressiv, når hans hunhund var i løbetid, opførte sig tværtimod eksemplarisk. Forklaringen var naturligvis, at jeg endelig tog det ansvar, han forventede af mig som leder.

At være flokleder handler altså ikke om at gå brutalt til værks og vise sin hund, hvem der bestemmer. Aggressivitet er et afstandsøgende signal, som splitter flokken snarere end at samle den. Jo mere aggressivt man optræder, jo større bliver afstanden både fysisk og psykisk. Under naturlige forhold vil en sådan adfærd hurtigt føre til flokkens og dermed ens egen udslettelse. En god leder er derimod den, som sætter aktiviteter i gang og afslutter dem, som holder ro i flokken, opstiller elementære regler for god opførsel og skaber tryghed omkring sig. Lederskab handler altså om samarbejde, problemløsning, sammenhold og stabilitet.

Kilde: Søs Dalgaard Jensen - Hundeskolen Trofast.

Hvad er der sket siden sidst...


Unknown column 'created' in 'order clause'