Camping med hund

kvinde camperer med hund

kvinde camperer med hund

Uanset om du har en autocamper, en campingvogn eller tager af sted for at overnatte i telt, så er det blevet mere og mere populært at tage på campingferie. Men kan det også lade sig gøre, hvis du har hund? Hvordan finder jeg hundevenlige campingpladser? Hvordan transporterer jeg hunden, og hvor skal hunden sove?

Camping er det nye – også blandt hundeejere

Muligheden for at overnatte i naturen, indånde en masse frisk luft og nyde følelsen af frihed – det er de fleste hundeejere selvsagt med på. Og med rette, fordi der er næppe noget bedre for hunde end at være udenfor sammen med deres ejere hele dagen, hvor man kan smutte ned til stranden og føle sandet under sine poter. Campingferie kan i dag sagtens være lidt af en luksusferie.
De tider, hvor campingferie kun var for spejdere og udendørs-mennesker, hører for længst fortiden til. Vedligeholdte bade- og toiletforhold, en lille købmand, restauranter, legepladser og en pool hører i dag til størstedelen af de europæiske campingpladser. Og hvis du ikke ønsker at sove i telt, kan du leje en behagelig autocamper hjemmefra eller en lille campinghytte på campingpladsen.

Tips til camping med hund

For at gøre campingferie med hunde til en drømmeferie for alle involverede, bør du huske nogle småting, når du planlægger din ferie, når du ankommer og under opholdet på campingpladsen.

Det er ikke en god idé blot at pakke teltet i bagagerummet, smutte sydpå med hunden og håbe på det bedste. For eksempel er mange hunde nødt til at vænne sig til lange bilture. Det kan også være, at du helt udmattet endelig når hen til turens destination, blot for at finde ud af, at du ikke må tage hunden med ind på den campingplads, du har valgt. Det kan specielt ske i industriferien, hvor det på mange campingpladser i juli og august er forbudt at tage hunde med. Det er der heldigvis nogle af campingpladsindehaverne der har indset, og annoncerer derfor tydeligt med, at hunde er velkomne.

Rejseplanlægning: hvad man skal kigge efter, når man vælger campingpladsen

Først og fremmest skal du være klar over, hvad du kan forvente af en campingplads. For eksempel er der forskel på hundevenlige campingpladser og campingpladser, hvor hunde kun er “tilladt”. Campingpladser, hvor hunde er tilladt, tilbyder sjældent noget ud over det sædvanlige. Deciderede hundevenlige campingpladser har derimod en række tilbud til dig og din hund. Hundefoder hos campingpladsens købmand, vandskåle foran toilettet, bad og restauranter, hunde-brusere, et indhegnet græsområde til hunden, eller en legeplads hvor din hund kan lege. På nogle campingpladser kan man endda finde hundeskoler med egen forhindringsbane og personlig hundetræner.

Hvad er vigtigt for dig på campingferien?

Tænk over, hvad der er vigtigt for dig når du camperer.

Vil du bare gerne være ude i naturen med din autocamper eller dit telt og accepterer du visse “ulemper” på en campingpladsen, såsom manglende faciliteter til hunden? I så fald kan du vælge den første og bedste campingplads, hvor hunde er tilladt, og som er i nærheden af naturen.

Eller ønsker du så meget komfort som muligt for dig selv og din hund, når du camperer? Skal du tilbringe meget tid på campingpladsen og vil du bekymre dig om så lidt som muligt – bortset fra samværet med din hund? I så fald er det nok bedst at vælge en campingplads, hvor hunde udtrykkeligt er velkomne, med passende ekstra service til din hund.

Hvor er der hundevenlige campingpladser?

I begyndelsen af enhver ferieplanlægning er der naturligvis spørgsmålet om, hvor rejsen skal føre hen. Op i bjergene eller ned til stranden? I det solrige Sydeuropa, det kølige Nordskandinavien eller foretrækker du at tage på ferie derhjemme, for eksempel i nærheden af en hundestrand ved Vesterhavet eller Østersøen?

•      Tip 1: Vesterhavet og Østersøen

Har du lyst til sandstrande, hvor din hund kan løbe frit rundt? Så er campingpladser på den tyske, hollandske nordkyst eller den danske vestkyst velegnede. Der er adskillige hundevenlige campingpladser, der har direkte adgang til hundestrande og er også forbundet med et veludviklet netværk af cykel- og vandrestier.

Hvad angår renlighed, så er der ikke noget at sætte fingeren på ved campingpladserne og de naturlige strande her. Du skal dog ikke kun på forhånd finde ud af noget om selve campingpladsen, men også om den nærliggende strand. Ved visse strande ved Østersøen og Vesterhavet må din hund ikke komme om sommeren eller kræver, at du har din hund i hundesnor. Heldigvis er der mange hundestrande langs både de danske og tyske kyster, hvor din hund kan lege.

Husk dog, at det i den danske natur som udgangspunkt er et krav at have din hund i hundesnor, og at du altid skal have din hund under kontrol (dvs. at du skal kunne kalde den hen til dig). Det er for at tage hensyn til andre, der færdes i naturen, men også fordi hunde godt kan stresse andre dyr.

Hvis du skal udenlands skal du dog huske på i god tid til at tage forbi dyrlægen, så du kan få lavet et hundepas (selskabsdyrspas). Dyrlægen kigger på de enkelte landes regler og vaccinerer din hund så du ikke står og bliver afvist af grænsepolitiet fordi du ikke har formaliteterne i orden.

border collie jack russell campervan

•        Tip 2: Sydeuropa – Italien, Frankrig og Kroatien

Vil du have så meget sol som muligt på ferien, hoppe i det varme havvand og lære andre regioner at kende? Så finder du også mange hundevenlige campingpladser ved Adriaterhavet og ved Middelhavskysten. Regionen Veneto i Italien fortjener særlig omtale. Her kan man finde mange campingpladser, der får hunde og hundeejeres hjerter til at slå hurtigere: forhindringsbane, enge med masser af plads til at afreagere, vandreområder samt hundetræner, hundesitter eller endda hundeskadestue, hvis din hund skulle blive syg mens i er på ferie. Men også i Kroatien, især i Istrien, samt i det sydlige Frankrig, for eksempel på Côte d’Azur eller i regionen Languedoc-Roussillon, er der nogle campingpladser, der har skræddersyet deres tilbud til hundeejernes ønsker.

•      Tip 3: Bjerge og søer i Alperne

Hvis du foretrækker at tage vandreskoene på, når du er på ferie i stedet for dine badesko, skal du se dig omkring i Østrig, Sydtyrol, Schweiz eller i den tyske del af Alperne. Der er ikke kun smukke bjergtoppe, hyggelige hytter, forfriskende søer og frodige alpeenge, men også adskillige hundevenlige campingpladser. Hvis din hund elsker vandet, anbefales det at blive i nærheden af en sø, hvor hunde må svømme. Der er hundestrande ved Bodensøen, ved Forggensee i Bayern og ved østrigske søer som Wolfgangsee, Achensee, Saissersee eller Traunsee.

Camping med hund: vælg den rigtige campingplads

Når du har valgt det område hvor du vil hen, begynder man normalt at kigge efter en passende campingplads til dig og din hund. Definitionen af “hundevenlighed” er, som allerede nævnt, forskelligt fra sted til sted. Læs derfor grundigt beskrivelsen af campingpladsen på nettet eller i din rejseguide og prøv, om muligt, at finde anmeldelser fra andre besøgende. Naturligvis er hver hundeejer og hver hund forskellige, og ideerne om en perfekt ferie er også meget forskellige. Følgende tjekliste skal hjælpe dig med at finde ud af, hvilken campingplads der er det bedste valg for dig:

Camping med hund tjekliste:

  • Er hunde tilladt på campingpladsen, eller står der udtrykkeligt, at de ønsker, at hunde tages med?
  • Har campingpladsen et specialtilbud til hunde, f.eks. en forhindringsbane, enge, hundebruser eller hundetræner?
  • Giver området, du kigger på, din hund nok muligheder for at lege? (hundestrande, skovstier eller store enge)
  • Er stillepladserne adskilt fra hinanden med hække, så du og din hund har lidt mere privatliv og har du måske endda mulighed for at sørge for, at din hund og nabohunden ikke ryger i totterne på hinanden?
  • Har campingpladsen krav om at have din hund i snor? (det er også tilfældet på mange campingpladser, der “kun” er hundevenlige)
  • Hvilke yderligere omkostninger opstår der hvis du tager en hund med, og svarer omkostningerne til, hvad stedet tilbyder af udstyr og andet?
  • Må hunde kun sove i autocamper eller campingvogn, eller må den også overnatte i telt? Også her skelner nogle campingpladser

Ankomst i bil

Når den perfekte campingplads er fundet, opstår spørgsmålet om, hvordan man ankommer dertil. For nogle hunde er det nyt at rejse i en autocamper eller i egen bil med trailer. Hvis din hund kun har kørt med i bilen på den korte tur hen til dyrlægen, og har den aldrig været nødt til at “overleve” lange afstande i bil eller autocamper, bør du træne det i god til inden i rejser. Måden hvorpå den transporteres i bilen skal også overvejes nøje. Føler din hund sig mere sikker i en transportboks eller foretrækker den at have frit udsyn gennem vinduet mens i kører? I sidstnævnte tilfælde findes der særlige sikkerhedsseler med indbygget hundesele, som beskytter din hund og andre passagerer hvis ulykken skulle ske. Når du vælger transportboksen, er der bærbare transportbokse (overvejende til små og mellemstore hunde), samt indbyggede transportbure.

På den måde bliver en køretur med en hund en sikker succes:

•      Planlæg nok pauser undervejs

Rejsen i autocamper eller bil bør være så varieret som muligt. At tilbagelægge 1.000 km i ét stræk så hurtigt som muligt er ikke vejen at gå, når du rejser med en hund. Mottoet er her snarere: “Vejen er målet!” Det skønne ved camping er, at der er adskillige campingpladser på vej til feriemålet, hvor du og din hund kan finde et sted og overnatte. Planlæg ikke at køre mere end fire til fem timer om dagen og hold jævnligt pauser, hvor din hund kan komme ud og bevæge sig.

•      Tag nok drikkevand med

Når du pakker pas & hundepas, kamera, campingtilbehør og strandudstyr, glemmer man tit det allervigtigste: vand! Tag din hunds sædvanlige vandskål ind i bilen, og fyld den op ved hver pause, så din hund kan drikke nok mens i er på farten. Det kan hjælpe, hvis din hund får nogle tyggepinde eller et tyggelegetøj så den kan slappe af.

•      Vær forsigtig med direkte sollys gennem bilvinduet

Det kan blive meget varmt i en bil eller autocamper. Beskyt din hund mod direkte sollys, for selv på en lang køretur, f.eks. hvis i sidder lang tid i kø, er der risiko for solstik. En behagelig lufttemperatur, for eksempel hvis du har klimaanlæg, beskytter ikke din hund mod overophedning. Kølig luft i bilen kan ikke kompensere for direkte sollys på hundens hoved.

zwei hunde machen camping

•        Afslut bilturen med noget positivt

For at din hund føler sig godt tilpas i bilen eller autocamperen og ikke kommer til at sky køreture generelt, bør du afslutte hver tur med noget positivt, for eksempel en dejlig gåtur, længere tids kram eller en belønning i form af en særlig godbid.

Camping med hund: regler og tips på selve campingpladsen

Endelig ankommet! Erfarne campister ved hvad det er vigtigt: at finde det helt rigtige sted på campingpladsen, slå forteltet op, stille campingbord og -stole op. Inden du starter på det bør du sørge for din hund. Tag den i snor og før den stille og roligt begynder at bevæge sig henover pladsen, udforsk mulighederne for gåture, og vis din firbenede ledsager, hvor dens “sted” vil være i de næste par dage.

Det hjælper at tage det velkendte hundetæppe eller den vante hundekurv med hjemmefra, så den har noget velkendt at forholde sig til. Plads er der ikke allermest af i en campingvogn eller en autocamper, her kan det være en fordel at have et fast sted under bordet, bagsædet eller endda i sengen. Da livet på campingpladsen finder sted ude foran campingvognen eller autocamperen, bør du også der finde et dejligt sted hvor din hund kan være, uden at genere de andre campister.

Camping med hund: hvordan undgår man stress

Der sker meget på en campingplads, især i højsæsonen. Børn leger tagfat mellem teltene, nabohunden gør, og der dufter af grillmad og alskens herligheder. Nogle hunde føler sig stressede og har derfor brug for at kunne trække sig tilbage. Hvis din hund er meget rastløs eller hvis den gøer meget, kan det være nødvendigt at tage den med ind i autocamperen eller campingvognen. Mange hunde har gavn af en mobil skærm, der kan beskytte dem mod for meget nærkontakt.

Vis hensyn overfor andre campister

Gensidig respekt er ikke kun forudsætningen for en harmonisk sameksistens derhjemme, men også når i er på ferie. Det er ikke kun dig, men også de andre på campingpladsen, der gerne vil nyde en dejlig campingferie. Hvis din hund skal tisse, så er det nok ikke en god idé at tage det første bedste træ, men forlad campingpladsen, eller – hvis pladsen har sådan noget – gå hen til det dertil indrettede område. Du bør selvfølgelig også fjerne din hunds afføring med det samme.

Hvis du bor på en hundevenlig campingplads, betyder det ikke, at dine naboer rundt om på pladsen skal kunne lide din hund lige så meget som du gør. Måske bryder de sig ikke om, at din hund hele tiden kommer hen til bordet og tigger? Hold altid godt øje med din hund, og kald den tilbage med det samme, hvis den går for langt væk fra den plads hvor i står. Du skal også overholde kravet om at have din hund i snor, som gælder på mange campingpladser. Det er bedst at tage en træksnor med dig, som du fastgør til et træ eller ved hjælp af et jordspyd, og som samtidig giver din hund en hel del bevægelsesfrihed. En metalplade med kroge eller øskner til snoren, som du placerer under dine bildæk, kan også være en løsning.

Og nu er det tid til at slappe af!

Hvis du er hensynsfuld og overholder campingpladsreglerne, skal du selvfølgelig ikke glemme det vigtigste: at slappe af! Du er på ferie og skal primært bruge den til at læne dig tilbage og nyde tiden med din hund. Det er op til dig, om du lettest opnår det med en vandretur, sightseeing, en svømmetur eller på selve campingpladsen. Det er vigtigt, at du finder fred og ikke lader din hunds små “genvordigheder” forstyrre dig. En hund er ikke en maskine, der altid fungerer som vi gerne vil have den til. Men jo mere afslappet du er, når du er på ferie, jo hurtigere vil din hund vænne sig til de nye omgivelser og nyde campingturen.

Vores mest hjælpsomme artikler
14 min

Camping med hund

Uanset om du har en autocamper, en campingvogn eller tager af sted for at overnatte i telt, så er det blevet mere og mere populært at tage på campingferie. Men kan det også lade sig gøre, hvis du har hund? Hvordan finder jeg hundevenlige campingpladser? Hvordan transporterer jeg hunden, og hvor skal hunden sove?
5 min

Rejse med hund – Bil eller fly?

Hundevenner vil helst tage deres hund med overalt. Så længe det gælder gøremål i byen, kan dit firbenede familiemedlem selvfølgelig altid komme med. Men hvad med ferien? Hvilke muligheder har dyrevenner, når de skal rejse langt væk? Kan man tage en hund med i flyet? Eller skal hundeejere hellere tage bilen på de lange ture?
5 min

Togrejse med hund

Hverdag eller ferie: Togture er for mange en afslappet måde at rejse på. Forudsætningen for en behagelig tur i selskab med din hund, er ikke kun planmæssig afgang, men også at din hund er afslappet og rutineret. Vi giver dig her nogle tips til hvordan du får en god togtur med din hund.