Posted in Hele København

Gode steder at lufte hund i København

Gode steder at lufte hund i København Posted on september 4, 2018Leave a comment

Det kan være svært at finde et grønt område i København, hvor du kan lufte din hund med god samvittighed – og måske endda slippe den løs. Her får du en række bud på, hvor det er helt i orden, at du går med hunden.

Utterslev Mose

Utterslev Mose i den nordligste del af København giver dig god mulighed for at komme ud på en ordentlig spadseretur med hunden. Der er tre moser, og du kan vælge at gå rundt om en af dem, kombinere to eller gå rundt om alle tre, hvis du har tid. Der er gode stier hele vejen rundt om moserne, og når du går der, har du blandt andet mulighed for at komme tæt på de mange fugle, der lever på vandet.

I nærheden af mosen ved vejen Pilesvinget er der et indhegnet område, hvor du kan lade din hund løbe frit. På den anden side af den lille sø Kirkemosen er der et fritløbsområde, hvor hunden ikke behøver at være i snor.

Amager Strandpark

Er din hund vild med vand, er det også en mulighed, at du tager den med på Amager Strandpark, når I skal gå tur. Der er både havet og lagunerne, hvor din hund kan bade, hvis den er vild med vandet. Du må tage din hund med i Amager Strandpark hele året, men fra 1. april til 1. september skal du have den i snor, og fra 1. maj til 1. september må du ikke tage hunden med ned på selve stranden og i klitterne.

Lige nord for Amager Strandpark i det område, der hedder Søstjernen, er der et græsområde, hvor du må slippe din hund løs hele året.

Søndermarken

Søndermarken lige ved siden af Zoologisk Have er et andet populært sted at gå tur med sin hund. Det tager mellem 30 og 45 minutter at gå parken rundt, hvilket gør det nemt at sørge for, at din hund får en lang nok luftetur.

Parken støder lige op til meget trafikerede veje som for eksempel Roskildevej, og der er ingen afspærring ud mod vejen. Det gør, at Søndermarken ikke er det oplagte sted for dig at slippe din hund fri. Der er dog et indhegnet område, hvor du kan slippe hunden løs.

Kongens Have

Leder du efter et godt sted at gå tur med hunden i Indre By, er Kongens Have med udsigt til det smukke Rosenborg Slot og de mange flotte bede et oplagt sted. Der er masser af turister og folk, der nyder solen på græsset, så det er ikke et godt sted for dig at slippe din hund løs. En tur haven rundt tager også kun 10-15 minutter, så det vil være et sted, som du skal kombinere med andre områder.

Vil du gerne kombinere din gåtur i Kongens Have med, at du kan slippe hunden fri, kan du tage den med hen til fritløbsområdet ved Sølvgade ved Botanisk Have.

Kastellet

På Kastellet kan du mærke historiens vingesus, når du spadserer i tusindvis af københavneres fodspor rundt i den stjerneformede park. En tur på kastellet er oplagt at kombinere med en tur forbi Den lille Havfrue og ud forbi krydstogtskibene ved Langelinie.

Du må ikke slippe hunden fri på Kastellet eller Langelinie, men der er en indhegnet løbegård på Eidsvolls Plads og et fritløbsområde på Trondhjems Plads. Der kan din hund boltre sig efter at være blevet foreviget af turisterne på Langelinie.

Fælledparken

Fælledparken på Østerbro giver gode muligheder for at komme ud at trave med hunden. I det meste af parken skal du have hunden i snor, da der også færdes mange andre i parken. Det er både løbere, fodboldspillere og børn, der bruger trafiklegepladsen.

Hvis du gerne vil slippe din hund fri, har du dog hele to muligheder i Fælledparken. Der er en løbegård i den nordlige ende af parken oppe ved Serridslevvej og en i den sydlige ende af parken i nærheden af Blegdamsvej.

Lersøparken

Langs med S-togsbanen mellem Ryparken og Bispebjerg Station ligger Lersøparken. Det er et stort fredet område, der består af områder med græs og kolonihaver. Det giver mulighed for nogle hyggelige ture med hunden.

I det meste af parken skal du have din hund i snor, men der er et område i den nordlige ende af parken, lige ved Strødamvej, hvor du gerne må have hunden løs. Alternativt kan du efter en gåtur i Lersøparken gå over til den noget mindre Kildevældspark på den anden side af Ryparken Station, hvor der er en løbegård til hunde.

Assistens Kirkegård

Den store kirkegård på Nørrebro tjener mange formål. Den er både et sted, hvor folk kommer for at besøge gravene, for at slikke sol og for at gå en tur. Når du går tur med hunden på kirkegården, har du ofte mulighed for at kombinere alle tre dele.

Du må ikke slippe din hund løs på Assistens Kirkegård, der skal du have den i snor de cirka 30 minutter, det tager at gå rundt i parken. Hvis du gerne vil slippe din hund løs, kan du gå hen i Nørrebroparken i nærheden efterfølgende. Der er en løbegård, hvor hunden kan møde andre hunde eller bare løbe rundt på egen hånd.

Valby Parken

Lige ned til vandet i den sydlige del af Valby og Sydhavnen ligger Valby Parken. Der er gode muligheder for at komme ud at gå med hunden, og der er mange små fine haver, som du kan beundre undervejs. Om sommeren er parken et yndet udflugtsmål, og der er mange, der sidder og laver mad på plænen. Det gør, at området ikke egner sig til løstgående hunde.

Der er dog to områder i parken, hvor hunde gerne må løbe frit. Det ene ligger ved haveforeningen Musikbyen i den østlige del af parken. Det andet ligger i den modsatte ende af parken ved haveforeningen Bergmannshave.

 

Artiklen er udarbejdet i samarbejde med Morten Andersen fra billige-hundebure.dk. Der kan du købe transportbure til bilen til din hund. Det kan både være, når du skal have den med ud at gå tur et stykke fra, hvor I bor, men er også smart når du skal på bilferie og gerne vil have hunden med.

 

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *